Mange bliver ensomme, når de mister kollegaerne

Førtidspensionister har langt større risiko for at blive ensomme end folk med arbejde.

Britt Nielsen fra Bornholm blev ensom, da hun efter 35 år på arbejdsmarkedet blev førtidspensionist og mistede sit netværk. (© DR)

Det kan det give en ordentlig, psykisk lussing at ryge helt ud af arbejdsmarkedet, hvis helbredet svigter. For mange af os fylder arbejdet nemlig rigtig meget, og kollegaer udgør en stor del af vores omgangskreds.

Det kan 53-årige Britt Nielsen fra Vang på Bornholm skrive under på.

- Jeg har arbejdet, siden jeg gik ud af 8. klasse og aldrig været syg. Men på fem år ramlede det hele, siger Britt.

En psykisk rutschetur

I dag er det tre år siden, at hendes krop sagde stop, og Britt blev førtidspensionist. Men i stedet for at føle lettelse, kom hun ud på en psykisk rutschetur. Den bundede både i andres skepsis: var hun nu virkelig så syg? - men allermest i hendes egen fornemmelse af, intet at være værd mere.

I 35 år havde Britt konstant været i arbejde. Hun forlod skolen, da hun var 15 og fik job på en fiskefabrik, og siden uddannede hun sig til kok.

Da hun fik konstateret diabetes og fik en række følgesygdomme, forsøgte hun sig som syerske og endte til sidst i et flex-job i en håndarbejdsforretning.

Skulle finde nyt netværk

Men da hun blev førtidspensionist, oplevede Britt pludselig at føle sig meget alene:

- Når du ryger ud af arbejdsmarkedet, mister du samtidig hele dit netværk. Der også røget  venner i svinget, der mente, at jeg da bare kunne tage mig sammen. Så pludselig skulle jeg selv ud og finde nye venskaber. Og hvor gør man det henne?

Også Britts ægteskab knagede:

- Jeg var altid sur. Når min mand kom hjem fra arbejde, var jeg gal på ham over, at han havde et liv, og jeg bare var derhjemme.

Det lykkedes at bryde ensomheden

Men efter to års tilløb lykkedes det Britt at bryde sin ensomhed. Hun opsøgte den lokale forening for førtidspensionister og oplevede, at hun ikke var alene. Og der blev ikke kun talt sygdom. Her var også nogen at grine med. At blive en del af foreningen har ændret hendes liv, siger Britt:

- Jeg ved ikke hvor jeg ellers skulle være gået hen. Så havde jeg sikkert stadig siddet derhjemme og ærgret mig over alt det, jeg gik glip af.

 

Facebook
Twitter