For mange bliver søsyge til og fra Bornholm

Transportminister skal sikre, at færre blive søsyge mellem Bornholm og Sverige.

Mange passagerer bliver søsyge ombord på Molslinjens færge Express 1 mellem Rønne og Ystad. Nu skal rederiet sammen med Transportministeriet se, om der ikke kan gøres noget ved det. (Foto: Lis Eilsøe © dr)

Mange passagerer bliver søsyge på turen mellem Rønne og Ystad, når det blæser.

Derfor har Bornholms borgmester Winni Grosbøll (S) nu bedt Transportministeriet om at se, om der ikke kan findes en løsning, så hurtigfærgen kommer til at vippe og rulle mindre i farvandet mellem Bornholm og Sverige.

- De erfaringer, vi har fået i løbet af de første måneder med Molslinjen, er, at rederiet nok ikke helt kan holde kontraktkravet om, at maks. ti procent af passagererne må være søsyge på en afgang, konstaterer Winni Grosbøll.

- Vi skal have en mere stabil færge, der er udholdelig at sejle med, siger Winni Grosbøll.

Det har transportminister Ole Birk Olesen (LA) lovet, at ministeriets eksperter vil se på, og Molslinjen har samtidig lovet at lytte til eksperterne og følge den indstilling, de kommer med.

Stabilisator til hurtigfærgen

I praksis skal det undersøges, om en såkaldt t-foil - en stabilisator - kan dæmpe hurtigfærgens bevægelser.

- Hvis udvalget når frem til, at de rejsende får en bedre oplevelse med en t-foil, så bestiller og monterer vi en så hurtigt som muligt, siger Molslinjens administrerende direktør Carsten Jensen nu.

Behov for en bedre aftale med Ystad Havn

Men en mere stabil færge løser ikke alle problemer. Der er perioder, hvor det blæser så meget, at hurtigfærgen ikke kan sejle og skal erstattes af en reservefærge. Men der er ikke altid plads til den i Ystad Havn.

Derfor bad Winni Grosbøll også Transportministeriet om at få lavet en bedre aftale med Ystad Havn, så vi er sikre på, at den konventionelle og langsommere færge kan sejle i stedet.

- Det hjælper jo ikke meget at have en reservefærge, hvis den må blive liggende i Rønne Havn, når der er brug for den, fordi der ikke er plads til den i Ystad, konstaterer borgmesteren.

Ole Birk Olesen ønskede efter mødet kun at sige, at passagererne skal kunne regne med en stabil færgetrafik, og at Molslinjen skal fortsætte samarbejdet med Trafikkontaktrådet på Bornholm om alle aspekter vedrørende det vigtige ansvar, som Molslinjen er blevet betroet.

Facebook
Twitter