Masseslagsmål, påsat brand og gaseksplosion: Beredskabet øver sig op til Folkemødet

Hjælpen skal frem på Folkemødet, og derfor øver beredskabet sig på det værst tænkelige.

Beredskabsstyrelsen er klar med både bårer og egne køretøjer i Allinge forud for dette års udgave af Folkemødet. (Foto: Morten Volff)

Klokken 17.03 modtager beredskabet et alarmopkald fra Folkemødet i Allinge.

Der er opstået brand i brugsen i Allinge på Nordbornholm, og flere personer er indespærret i butikken bag et tæppe af ild, som er ved at sprede sig til de omkringliggende huse.

På samme tidspunkt godt 80 meter derfra opstår der en gaseksplosion i køkkenet på Grønbechs Hotel. Eksplosionen er så kraftig, at hotellet styrter sammen og efterlader flere personer klemt under murbrokkerne.

Ikke langt derfra ved scenen ”Domen” på Cirkuspladsen begynder et større masseslagsmål, og mens knytnæveslagene ryger igennem luften, begynder en påsat brand at tage fat i Domens trækonstruktion.

Det lyder dramatisk, men det er heldigvis kun en øvelse, som Bornholms Brandvæsen, Beredskabsstyrelsen og Bornholms Politi deltager i her forud for dette års udgave af Folkemødet.

Her er det meningen, at beredskabernes katastrofeplan kan prøves igennem, så både brandfolk, politibetjente og andet beredskabsfolk er klar, når og hvis lokummet i den grad brænder i Allinge.

- Vores scenarie er et skrækscenarie, hvor der sker de her hændelser inden for 40 minutter, og så skal vi se, hvordan styrkerne kommer frem, siger Michael Grønbech-Dam, der er brandinspektør hos Bornholms Brandvæsen og tovholder på dagens øvelse.

Brandvæsenet er allerede tilstede i Allinge, men når der udspiller sig så store hændelser inden for samme tidsrum, så bliver der altså også behov for at få flere brandbiler til Folkemødet.

Og det kan godt være svært, når halvdelen af byen er spærret af under Folkemødet, siger Michael Grønbech-Dam:

- Vi skal også have styrker ind til Folkemødet, så øvelsen er for at prøve vores redningsveje og samarbejde af, siger han.

Derfor er det også vigtigt, at politiet sørger for at give plads til brandfolkene, så der bliver plads til at slukke brande og få nødstedte ud af eksempelvis brændende bygninger.

"Hvis noget kan gå galt, så går det også galt"

Mange vil nok mene, at det er ret usandsynligt med hele to brande, en gaseksplosion og et masseslagsmål inden for én time, men Michael Grønbech-Dam understreger, med reference til Murphys Lov, at hvis noget kan gå galt, så går det også galt.

- Vi skal sørge for, at både gæster og beboere i Allinge kan være trygge under Folkemødet, siger han.

Både elever fra Bornholms Efterskole og værnepligtige fra Beredskabsstyrelsen i Allinge agerer statister til dagens øvelse.

Her skal de blandt andet deltage i det kunstige masseslagsmål, som udspiller sig på Cirkuspladsen.

Bornholms Politi forventer, at omkring 100.000 vil lægge vejen forbi Allinge i de fire dage Folkemødet varer.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på bornholm@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.