Meget sjælden ugle er dukket op på Bornholm

Der er tale om et dragtspænde i bronze og emalje fra romersk jernalder og fundet ved Nexø.

Den meget farvestrålende og meget sjældne uglefibula er den første af sin slags fundet i Danmark. (Foto: Bornholms Museum © DR)

Den bornholmske muld har endnu engang afsløret et helt specielt fund - denne gang et dragtspænde fra romersk jernalder i form af en bronzeugle med store orange øjne og vinge i stærke emaljefarver.

Det er første gang, den type tøjspænde eller fibula er fundet i Danmark.

Den næsten 2.000 år gamle ugle er fundet på en boplads syd for Nexø. Den er så sjælden, at den ikke har hørt til de normale handelsvarer, der ellers er fragtet rundt i det vidtstrakte Romerrige og de tilstødende lande.

Til Bornholm med lejesoldat

- Der er fremstillet ganske få af den type fibler, så det er sandsynlig en person fra bopladsen, der har taget spændet med til Bornholm, siger arkæolog Christina Seehusen fra Bornholms Museum.

Uglefibulaen er fremstillet i egnene langs den romerske grænse, der løb ved Donau og Rhinen på det tidspunkt, så den kan stamme fra oldtidens Köln, Mainz eller Trier. Det var især mændene, der brugte den type spænder til at holde deres kappe sammen.

En mulighed kan være, at en mand fra bopladsen har været germansk lejesoldat i den romerske hær og på den måde er stødt på uglen og har taget dragtspændet med hjem.

Kun enkelte ugler i verden

Selv om Bornholm ligger langt ude i Østersøen, var øen på ingen måde et isoleret stykke land tilbage i jernalderen.

- Der er mange fund fra en række grav- og bopladser på Bornholm, der viser, at der har været kontakt til mange dele af verden og også hyppig kontakt til andre dele af Romerriget, siger Christina Seehusen.

Der er fundet en række andre fibulaer, bronzekedler og lignende ting fra det store Romerrige.

Men uglespændet er altså meget sjældent, og der er kun fundet enkelte andre eksemplarer som den i England og Tyskland.