Molslinjen svarer på bornholmsk kritik: Vi skal lige i gang

Bornholmerne har været vrede over nye gebyrer og forringelser for pendlere, efter Molslinjen har overtaget færgetrafikken.

I dag svarede Molslinjens direktør Carsten Jensen på kritik fra Bornholms Trafikkontaktrådet, bl.a. om Bornholmslinjens pendlerordning. (Foto: Lis Eilsøe)

- Vi ved godt, at færgen er en livsnerve for bornholmerne, og vi er derfor ikke for fine til at tage imod kritik, lyder det fra Carsten Jensen, direktør for Molslinjen, efter at have været til møde med Bornholms borgmester Winni Grosbøll (S) og folketingsmedlemmerne Lea Wermelin (S) og Peter Juel Jensen (V).

På mødet skulle direktøren svare på den kritik, der har været af rederiet, efter det overtog færgeoverfarten til Bornholm.

Selvom direktøren har været lydhør over for kritikken, mener han dog, at man skal bære over med Molslinjen, der kun har været i gang i to uger.

- Man skal huske på, at vi lige er kommet i gang. Jeg synes, det er gået godt indtil videre, men der er selvfølgelig nogle ting, vi skal have kigget på, siger han.

Pendlerordning og gebyr

De to største kritikpunkter, der har været af Molslinjen, er den nye pendlerordning og det ekstra gebyr, der er kommet på færgebilletterne.

Mange bornholmere ærgrer sig over, at pendlerordningen nu er tilknyttet den enkelte person og ikke bilen. Det har gjort det besværligt for familier, hvor flere medlemmer pendler og skifter mellem flere biler. Til det foreslår Molslinjen et 10-turskort på cirka 450 kroner per tur, som hele familien kan benytte sig af.

- Det er noget, vi kender fra Kattegat, og som jeg tror, vi kan få et godt produkt ud af, siger Carsten Jensen, direktør for Molslinjen.

Efter Molslinjens overtagelse af Bornholmsfærgen er der desuden kommet et gebyr på hundrede kroner oveni billetprisen, hvis man køber den i terminalen eller køber den over telefon. Noget, der også har skabt frustration blandt øboerne.

Det vil Rederiet nu imødekomme. Bornholmere der i forvejen er fritaget for at modtage digital post fra det offentlige, vil fremover også slippe for gebyr hos Molslinjen. Det skyldes, at rederiet antager, at dem der har fravalgt digitalpost kan have svært ved bestille billetter på nettet.

- Vi har fundet ud af, at en stor del af bornholmerne ikke modtager digitalpost. Det anerkender vi selvfølgelig, og det er klart, hvis de ikke kan håndtere digitalt post, så bør de fritages for gebyr, siger han.

Desuden vil der blive installeret Ipads i færgeterminalen for at hjælpe passagerer med at bestille billetter via nettet.

- På den måde kan vi vise dem, der har svært ved at bestille på nettet, hvor nemt det faktisk er, siger Carsten Jensen, direktør for Molslinjen.

Borgmester imod gebyr

Winni Grosbøll (S), Bornholms borgmester og formand for Trafikkontaktrådet, har hele tiden været imod gebyret, men imødekommer forslaget om fritagelsen af folk uden digital post.

- Forslaget er rigtig fint for de mennesker, det drejer sig om, men jeg er stadig ikke særlig vild med det gebyr og har aldrig været det, siger hun.

Ifølge borgmesteren skal rederiet lige i gang, men det betyder ikke, at der ikke bliver holdt øje med, hvordan det fremadrettet kommer til at gå.

- Vi har i Trafikkontaktrådet sendt et signal til Molslinjen om, at der forventes, at tingene efter to uger kører fuldstændig, som de skal, siger Winni Grøsbøll (S).

I 2016 skrev Molslinjen under på en kontrakt med Transport- og Byggeministeriet om færgedriften.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på bornholm@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.