Multikunstner sætter fokus på omstridt forbud: Folkemøde-gæster iklæder sig burka

Kunstneren Jens Galschiøt går imod burkaforbuddet på Folkemødet.

Fem kvinder fra Krogerup Højskole i Nordsjælland har iklædt sig kunstnerens Jens Galschiøts burkadragter til Folkemødet. (Foto: Morten Volff © DR bornholm)

Det er ulovligt at rende nøgen rundt i det offentlige rum, og snart bliver det også ulovligt at bære burka, når maskeringsforbuddet eller ”burkaforbuddet” træder i kraft d. 1. august i år.

Forbuddet har fået den fynske multikunstner Jens Galschiøt til at lave happeningen ”Fuck for Lidt og For Meget” på dette års folkemøde, som både er på kant af blufærdighedsreglerne og det kommende maskeringsforbud.

For kunstneren iklæder nemlig interesserede og nøgne Folkemødet-gæster i den snart ulovlige burka.

- Hvis vi bliver bedt om at vise vores identitet, så trækker vi selvfølgelig burkaen op og viser vores nøgne kroppe, og det må man jo heller ikke, for så er det blufærdighedskrænkelse, så vi pendulerer mellem de to love, siger Jens Galschiøt.

Happeningen er arrangeret således, at interesserede møder op ved kunstnerens egen stand, som ligger lige ved siden af regeringspartiet Venstres og Socialdemokraternes egne stadepladser på Folkemødet.

Fra stadepladsen får de udleveret en burka, og så er det ellers om at fjerne alle personlige ejendele og tøj for i stedet at iklæde sig den kontroversielle klædedragt.

Når burkaen er på plads går turen rundt på Folkemødet og potentielt forbi de politikere, der stemte for burkaforbuddet sidste måned.

1.000 kroner i bøde

Det var Dansk Folkeparti, regeringen og Socialdemokratiet, at burka, niqab og elefanthue skal være ulovlige i det offentlige rum.

Når loven træder i kraft til august, vil beklædningsgenstandene udløse en bøde på 1.000 kroner, hvis de bæres i det offentlige rum

Jens Galschiøt er ikke just fan af den nye lov, og derfor bruger han også sin happening til at udstille forbuddet, som han mener er tåbeligt:

- Egentlig tager vi bare fis på forbuddet, jeg synes, at det er helt håbløst at forbyde folk, hvad de skal gå i. Det er helt åndssvagt, siger kunstneren.

Sofie Jespersen fra Krogerup Højskole i Nordsjælland er en af de folkemøde-gæster, som har klædt sig i burkadragten, og for hende handler aktionen om retten til at bære, hvad man har lyst til:

- Jeg synes ikke, at det kan passe, at der er nogen på Christiansborg, som skal bestemme, hvad jeg skal have på.

For Regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti handlede burkaforbuddet ikke om en indskrænkelse af den personlige frihed.

Ræsonnementet var nærmere, at hvis man forbød niqab og burka, så ville det også få flere udenlandske kvinder til at bryde fri fra den sociale kontrol, som ofte tillægges dem, der bærer den altdækkende dragt.

Men Sofie Jespersen køber ikke det argument, for hun mener ikke, at problemet er så stort, at man behøver at lovgive imod det:

- Jeg synes, vi er ude i småligheder. Vi har hørt, at der kun er tale om 250 kvinder, som bærer burka, og hvor det er en lille del, som er underlagt social kontrol, så det er ikke et spørgsmål om undertrykkelse, siger hun.

Også Jens Galschiøt mener, at det er de færreste kvinder, som ved tvang, tager den kontroversielle klædedragt på.

- Regeringens egen rapport viser, at der muligvis er én eller to kvinder, som føler sig presset en anelse, men man aner intet om det, siger han.

Lavede også happening i 2016

Det er ikke første gang, at Jens Galschiøt arrangerer en happening under Folkemødet. I 2016 iklædte han ti efterskoleelever isbjørnekostumer for at sætte fokus på klimaforandringerne.

Happeningen ”Unbearable” blev dog stoppet af politiet, da ordensmagten mente, at arrangementet var en demonstration, hvor deltagerne ikke må tildække ansigtet, og derfor overtrådte happeningen dengang straffelovens maskeforbud.

Jens Galschiøt har dog koordineret dette års happening med politiet, så de burkaklædte frit kan gå rundt på Folkemødet.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på bornholm@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.