NCC laver nyt stort stenbrud på Bornholm

Selskabet investerer et to-cifret millionbeløb på det nye granitbrud lige udenfor Rønne.

Efter 180 år med granitbrydning på toppen af Snorrebakken ved Rønne er der efterhånden hentet så meget granit op af det 120 meter dybe hul, at brydningen stopper næste år.

Det betyder dog ikke et stop for NCCs stenbrydning på hverken Bornholm eller Snorrebakken.

Hele produktionen bliver nemlig flyttet over i et nyt brud, der er ved at blive blotlagt lige nu og vil være helt klar til at tage imod dynamitstænger og kæmpedumpere næste år.

Stor investering i nyt stenbrud

- Vi investerer et to-cifret millionbeløb på at lave det nyt stenbrud og forny dele af det nødvendige produktionsanlæg, siger direktør Michael Hansen fra NCCs Råstofafdeling.

Stenbrud er uløseligt forbundet med Bornholm og har fundet sted over det meste af øens, hvor der er hentet ton efter ton af både granit og sandsten op af den hårde undergrund.

Der er dog kun meget få aktive stenbrud tilbage - og det største er NCCs brud i Stubbeløkken ved Rønne.

Stort forarbejde inden nyt brud er klar

Det kommer til at tage op mod to år at gøre alt klar til at sprænge granit i det nye stenbrud. De brugbare klipper i det syv hektar store, nye brud ligger nemlig under et ordentligt jordlag. Faktisk er det op til 18 meter tykt, og det skal først fjernes.

- Derefter når vi ned til et lag, der ligner et månelandskab fyldt med sten. De skal også fjernes, inden vi for alvor kan begynde at bryde den granit, vi skal bruge, siger Michael Hansen.

Han regner med, at der i hvert fald er sten til 40 års brydning i det nye stenbrud.

Dermed er der sikret granit i rette størrelse til både asfalt og beton til NCC selv og skærver til blandt andet nye veje til andre entreprenører.

Kun kig fra kanten

Mange af de gamle bornholmske stenbrud er blevet til små og store naturperler og rekreative områder, men de første mange år skal vi ikke regne med at få adgang til det snart pensionerede stenbrud.

/DRBornholm/videos/vb.136992809694358/905740856152879/?type=1

Noget af produktionsanlægget vil nemlig fortsat blive benyttet, og så længe det sker, vil der ikke være offentlig adgang ned i stenbruddet.

Men kigge ned fra kanten - ja, det kan man stadig gøre.

Facebook
Twitter