Nyrepatienter får svært ved at komme på besøg på Bornholm

Hospital begrænser gæstedialyse til en uge. Nyreforening frygter, at flere følger efter.

Fra næste år kan nyrepatienter med behov for dialyse kun komme til Bornholm én uge. Der er ikke længere råd til at tage imod patienter i gæstedialyse flere uger af gangen som hidtil. (© Colourbox)

Nyrepatienter med behov for dialyse kan ikke længere rejse rundt i Danmark og holde ferie, som de har lyst til.

Fra næste år kan de kun få én uges gæstedialyse fordelt over tre dage på Bornholm, og Nyreforeningen frygter, at den praksis vil sprede sig og dermed reelt afskære nyrepatienter fra at komme på ferie eller besøg hos venner og familie.

- Det er en meget trist melding fra Bornholms Hospital, for mange af vores medlemmer er meget glade for Bornholm og har nydt at kunne komme til øen, siger næstformand i Nyreforeningen Malene Madsen.

Slut med at besøge familien på Bornholm

For Karin Borch, der er nyrepatient i dialyse, kan den nye praksis betyde, at hun fra årsskiftet får svært ved at besøg familien på Bornholm.

- Jeg har behov for dialyse fire dage om ugen for at have lidt livskvalitet, og hvis jeg skal have tid til også at være sammen med familien, har jeg reelt brug for at være på øen i 14 dage. Men det vil jeg ikke kunne mere, siger Karin Borch.

Bornholms Hospital har besluttet at indføre begrænsningen af sparehensyn, og bestyrelsen i Region Hovedstaden har godkendt begrænsningen i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2019.

- Vores kapacitet er fuldt udnyttet nu i forhold til både dialyseapparater og personale, siger hospitalets direktør Niels Reichstein Larsen.

Det ærgrer Malene Madsen, at Region Hovedstaden ikke har kontaktet Nyreforeningen for at høre, om de sammen kunne finde en løsning, så der både bliver taget hensyn til arbejdsplanlægning og økonomi på Bornholms Hospital og hensyn til nyrepatienterne.

- Jeg tror godt, at vi sammen kunne have fundet frem til andre løsninger, som hospitalet kan holde til og som regionen har råd til - for eksempel selvdialyse, siger Malene Madsen.

Lokalformanden for Nyreforeningen på Bornholm, Steen Espensen, er ked af, at Bornholm nu må sige nej til gæstedialyse i længere tid.

- Jeg kender flere nyrepatienter, der har sommerhus på Bornholm, fordi de her kan få den fred og ro, som de har behov for. De kan blive nødt til at sælge huset, fordi en uges gæstedialyse ofte er for lidt for dem, siger Steen Espensen.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på bornholm@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.