Overlæge: Pas på med Ritalin-recepterne

Læger skal være bedre til at kontrollere, hvor meget Ritalin de udskriver - og til hvem, mener overlæge.

Danske læger skal være opmærksomme på, hvem de udskriver ADHD-medicinen Ritalin til. (© DR)

Lægemidlet Ritalin, et receptpligtigt lægemiddel mod lidelsen ADHD, er ifølge Bornholms narkopoliti blevet en ny trend blandt unge bornholmere, der eksperimenterer med rusmidler.

Ritalin kan nemlig - dog i langt højere doser, end man normalt behandler i - godt give en rus i forbindelse med for eksempel amfetamin.

Det fortæller Linda Bramsen, der er overlæge på ungdomspsykiatrisk afdeling i Risskov og bestyrelsesmedlem i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab.

Men en del af det problem kan måske afhjælpes, hvis lægerne bliver bedre til at kontrollere, hvor meget Ritalin de udskriver - og til hvem.

- I og med, at det er tilgængeligt blandt nogen, så tænker jeg, at der er nogen, der vil tjene penge på det og sælge det til unge mennesker. Og det betyder, at vi godt kan skærpe vores opmærksomhed omkring Ritalin. For i og med, at der er medicin på det sorte marked, så må der jo også blive udskrevet noget, siger Linda Bramsen.

Vælg et andet præparat

Hun peger blandt andet på, at det kan være, at der er nogen, der vælger ikke at tage den dosis, de har fået udskrevet på recept, men derimod sælger det videre, fordi der er penge i det.

- Vi er godt klar over, at der er et misbrugspotentiale i den her slags medicin, så når vi laver en vurdering af, hvilken slags medicin et ungt menneske skal have, så skal vi også se på, om de er misbrugere eller om de er i fare for at blive det. Og i den sammenhæng, så skal vi ikke gå ind og udskrive Ritalin som førstevalg, men derimod vælge et andet præparat, som ikke er misbrugsegnet, siger Linda Bramsen.

Et godt lægemiddel

Hun håber dog ikke, at det, at nogen misbruger det, kan føre til, at Ritalin bliver fjernet fra markedet.

- Det ville være rigtig ærgerligt, for det er et rigtig godt præparat med en lav bivirkningsprofil, men en meget høj effekt. Man kan faktisk hjælpe de fleste - op mod 80 procent - og det er et meget højt tal indenfor behandlingsverdenen, siger overlægen.

Ifølge hende er problemet dog, at lægerne skal blive bedre til at holde styr på og holde øje med, hvad de udskriver. Man har allerede gjort det på den måde, at læger skal afgive deres cpr. nummer, når de udskriver recepter på Ritalin, men Linda Bramsen mener, at man godt kunne skærpe opmærksomheden for eksempel hos de private læger, hvor man ikke har så mange patienter af den type.

- Hvis man kun har to af den slags patienter, er man måske ikke helt opmærksom på, hvor meget, der bliver udskrevet. Men det kræver måske for meget arbejde, og det er så der, hvor jeg tror, at lægerne simpelthen har for travlt, siger hun.

Facebook
Twitter