Oxford University er flyttet i glashus på Bornholm

Forskere fra England vil studere dagslysets indflydelse på vores helbred, velvære og søvn.

Et specialdesignet glashus i det sydlige Rønne skal det næste halve år give forskere fra Oxford University et bedre indblik i dagslysets indflydelse på vores helbred, velbefindende og søvn. (Foto: Kristoffer Sutton © DR bornholm)

Et hold forskere fra Oxford University er rykket til Bornholm. Forskerne vil undersøge, hvordan vi bliver påvirket af dagslyset.

Derfor flytter i alt 30 forsøgspersoner på skift ind i et nybygget glashus bag det bæredygtige hotelbyggeri Green Solution House i Rønne. Huset er døbt The Photon Space, forklarer projektleder og lysekspert Joachim Stormly Hansen.

- Forskerne vil følge forsøgspersonernes søvnrytme og generelle sundhed for at se, hvordan de bliver påvirket af dagslys, siger han.

Før det elektriske lys var der en tendens til, at vi gik i seng med solen. Samtidig blev vores søvn dikteret af det skiftende lys hen over året.

- Med det elektriske lys blev dagens aktiviteter trukket ind i nattetimerne, og vores indre ur tror, at det er dag, selv om det faktisk er nat. Det giver en slags jetlag, siger Joachim Stormly Hansen.

Valget af Bornholm som forsøgssted er ikke tilfældigt, fortæller administrerende direktør i byggefirmaet Cantifix, Charlie Sharman.

- Bornholm har det perfekte klima til at leve under et glastag, og Green Solution House er også den rigtige vært til et forsøg, som er lidt udover det normale, siger Charlie Sharman.

Få en rundtur i The Photon Space og hør den første testperson Nana Rytter Nielsens oplevelser med at sove under glastag.

  • Projektet er blevet til i et samarbejde mellem Oxford University og det engelske byggefirma Cantifix, der har 30 års erfaring i at bygge i glas.

  • Det er første gang nogensinde, at forskere fra Oxford University arbejder i Danmark.

  • 30 forsøgspersoner skal på skift leve hver fem dage i glashuset, der fra en meter over gulvet er fuldstændig omsluttet af glas og dermed dagslys.

  • Forsøget skal vise hvilken indflydelse, den normale lys- og mørkecyklus har på helbred, velvære, søvn og regulering af døgnrytmer.

  • Forskerne vil samtidig se, om vi skal tænke langt mere glas ind i fremtidens bæredygtige byggerier.