Passagerer bliver søsyge på ny bornholmerfærge: I dag tester politikere overfarten på egen krop

Molslinjen har mødt massiv kritik efter det første halve år på ruten.

Molslinjens færgedrift på Bornholm har været stærkt kritiseret af brugerne siden, rederiet overtog besejlingen af øen for et halvt år siden. (Foto: Lis Eilsøe © dr)

Utilfredsheden med Molslinjen har været til at tage og føle på, siden rederiet overtog færgedriften på Bornholm den 1. september.

Derfor tager en række transportordførere i dag en tur med færgen for at få syn for sagen.

Det er alt fra komfort til aflysninger, som mange bornholmere er utilfredse med, fortæller Ann Hartl, der er formand for Bornholms Passagerforening.

- Allerede ved en bølgehøjde på 1-2 meter føles skibet uroligt. Folk bliver hurtigere søsyge, og folk, der ikke tidligere blev søsyge, bliver det nu. Og der er vibrationer på skibet, som generelt gør det ubehageligt at være ombord, siger hun.

Desuden skyldes utilfredsheden de 67 aflysninger, der har været på ruten mellem Rønne og Ystad siden Molslinjen tog over for et halvt år siden.

Usikkerhed koster ekstra overnatninger

For fotograf Niels Plum fra Nexø har usikkerheden omkring færgesejladsen betydet ekstra udgifter, når han har arbejdsopgaver i København eller på det øvrige Sjælland.

- Jeg bliver jeg nødt til at tage afsted dagen før, for jeg tør ikke satse på, at den her færge kommer rettidigt. Det koster mig altså ofte en ekstra overnatning, og så er det jo lige pludselig ikke billigt mere, siger Niels Plum.

Han er også formand for Venstre på Bornholm og står bag turen med folketingspolitikerne i dag.

Turen skal skabe klarhed

Kim Christiansen fra Dansk Folkeparti er en af de transportordførere, der i eftermiddag sejler til og fra Bornholm. Og han forventer at blive klogere på problemerne.

- Turen i dag skal belyse, hvordan færgen er at sejle med, og hvilken service der er ombord, siger Kim Christiansen, der desuden er næstformand for Folketingets transportudvalg.

Plads til forbedringer

Hos Molslinjen har man allerede forsøgt at imødekomme de utilfredse bornholmere ved blandt andet at analysere på vind- og bølgedata, så rederiets kaptajner kan sejle på den mest behagelig måde på ruten.

Men der stadig plads til forbedringer, erkender Jesper Maack, der er Molslinjens kommunikationschef.

- Vi er bestemt ikke færdige med at forbedre os, for vi vil bare gerne gøre det godt på Bornholm. For hvis det går godt på Bornholm, så går det også godt for os, siger han.

Transportordførerne og en delegation af bornholmske politikere sejler fra Ystad til Rønne klokken 12:30 i eftermiddag og tilbage igen 16:30.

Facebook
Twitter