Patientforeninger: Ny digital patientguide er ubrugelig for mange

Mange især ældre har behov for informationer på papir, mener patientforeninger.

Formand for Kræftens Bekæmpelse på Bornholm Lis Hamfeldt Pedersen mener ikke, at hendes medlemmer kan nøjes med en digital patientguide fra Region Hovedstaden. De har brug for noget på papir, for mange af dem er slet ikke vant til at navigere rundt på internettet. (Foto: Lis Eilsøe © dr)

Alt for mange patienter og pårørende kan ikke bruge den nye Patientguide, som Region Hovedstaden lige har offentliggjort.

Den indeholder godt nok alt det, vi har brug for at vide både før, under og efter et sygdoms- eller behandlingsforløb - men guiden ligger kun i elektronisk form på nettet. Det vil afholde mange især ældre patienter fra både at finde og bruge den, mener blandt andre Diabetesforeningen og Kræftens Bekæmpelse på Bornholm.

- Alt for mange af vores medlemmer har slet ikke den rutine, der skal til for at bruge en elektronisk guide. De har brug for information på tryk, lyder det fra de to patientorganisationer.

Men det er en dårlig idé at have guiden i en supplerende papirudgave, siger enhedschef Lisbeth Willemoes Larsen fra Patient- og Borgerkommunikation i Region Hovedstaden.

- Vi lever i en digital tidsalder, og ved at holde guiden rent digitalt kan den hele tiden være opdateret, siger Lisbeth Willemoes Larsen.

Hun påpeger, at guiden er tænkt som et supplement til den information, patient og pårørende får på hospitalet, hos den praktiserende læge eller kommunen.

Kræftens Bekæmpelse på Bornholm har i 12-14 år haft alle informationer, arrangementer og tilbud på sin hjemmeside. Alligevel oplever formand Lis Hamfeldt Pedersen ofte, at folk først bliver opmærksomme på tingene, når de får stukket et stykke papir i hånden.

- Derfor giver vi nu alle bornholmske kræftpatienter en lille brun pose med den vigtigste information, så de kan tage den frem, når de har overskud til det. Derfra kan de så få eller finde mere information, siger Lisbeth Hamfeldt Pedersen.

Alle bornholmske kræftpatienter - uanset om de bliver behandlet på Bornholms Hospital, Rigshospitalet, Herlev Hospital eller andre stedet - får en lille brun pose med den mest nødvendige information på papir fra Kræftens Bekæmpelse på Bornholm. (Foto: Lis Eilsøe © dr)

Samme oplevelse har Claus Westh, der er formand for Diabetesforeningen på Bornholm.

- Derfor bør patienter og pårørende også få et tilbud om, at for eksempel sygehuset kan printe de relevante oplysninger fra Patientguiden ud til patienterne, siger han.

De to patientforeningsformænd bliver bakket op af professor Louise Jane Phillips fra Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på RUC.

- Vi ved allesammen godt, at det kan være svært at orientere sig på internettet - også selv om vi er vant til at bruge en pc. Derfor er det nemt at forstå, at patientorganisationerne er skeptiske overfor information, der kun findes digitalt, siger Louise Jane Phillips.

Hendes råd er derfor, at informationen også skal kunne fås på papir.

- Det er et spørgsmål om tilgængelighed, konstaterer hun.