Politikere lover fuld trafikal ligestilling til de danske øer

Samsø satser på at bruge Bornholm som løftestang til få flere daglige færgeafgange.

Debatten om lavere billetpriser til de danske øer hele året fandt meget passende sted ombord på et skib i Allinge Havn. (Foto: Lis Eilsøe © (c) DR)

I løbet af nogle år vil de danske øer have fuld trafikal ligestilling, så det ikke koster mere at sejle end det gør at køre en tilsvarende strækning på land.

Det var i hvert fald budskabet fra både Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti ved en debat på Folkemødets første dag, hvor lavere færgepriser til de danske øer hele året stod på dagsordenen.

Det var meget gode nyheder for en række øer med kommunale færgeselskaber. Mange af dem har nemlig meget lang vej til trafikal ligestilling endnu - faktisk kan de kun sætte priserne ned ganske få uger om året, mens andre øer som Samsø og Bornholm stort set kun mangler at kunne sænke færgepriserne i højsæsonen.

Pengene kommer i små portioner

- Vi skal helt klart i mål med den trafikale ligestilling for alle øer, men vi kommer til at tage det i bidder hen over de næste år, sagde Lennart Damsbo-Andersen (S), der er næstformand i udvalget for småøer og udvalget for landdistrikter og øer.

Samme melding kom fra både Venstres og Dansk Folkepartis medlemmer af udvalgene.

Brug Bornholm som løftestang

Men for blandt andet Samsøs borgmester, Marcel Meijer (S), er lavere priser på de eksisterende afgange ikke nok. Han vil også kunne bruge et statstilskud til at indsætte flere afgange, hvis man ønsker det lokalt.

- Vi har set, at det faktisk er lykkedes på Bornholm at bruge noget af statstilskuddet til flere afgange. Det skal vi andre bruge som løftestang, for det er nødvendigt med en større kapacitet, hvis vi skal kunne udnytte de lavere billetpriser og folks lyst til rejse til øerne, sagde han.

Men et løfte om flere færgeafgange var folketingspolitikerne ikke klar til at give.

Lennart Damsbo-Andersen og Erling Bonnesen (V) vil først i mål med den trafikale ligestilling, inden de vil tage hul på diskussionen om flere afgange.

Facebook
Twitter