Raketentusiaster forsøger igen: Enten skal raketten flyve eller springe i luften

Rakertnørder vil sende en hundrede kilo raket flere kilometer op i luften.

Copenhagen Orbitals første raket "Nexø 1" vejede 205 kg og målte 5,6 meter. Den nåede kun omkring en kilometer op i luften, hvilket var alt for lidt, men nu forsøger raketorganisationen igen med Nexø 2, som er både tungere og højere end sin forgænger. (Foto: Copenhagen Suborbitals © Copenhagen Suborbitals)

3…2…1…0…

Stil spørgsmål til raketnørderne

Hvordan forbereder man en raketopsending? Og hvordan er man raketbygger på hobbyplan?

Mads Wilson fra Copenhagen Suborbitals sidder klar til at svare på jeres spørgsmål på søndag klokken 13. Men allerede nu kan du skrive dit spørgsmål til ham her.

En næsten syv meter høj og næsten 300 kilo tung raket stiger til vejrs i farvandet ud for Bornholm.

Sådan kan det meget vel lyde og se ud, når organisationen Copenhagen Suborbitals atter en gang prøver at sende en raket til vejrs 30 kilometer øst for Nexø på Bornholm den 28. juli.

Sidste gang, raketnørderne forsøgte at sende en raket afsted, var forrige år, hvor det spidse, cylinderformede luftobjekt kun nåede i overkanten af en kilometer op i luften.

Sidenhen har Copenhagen Suborbitals trukket i arbejdstøjet, og nu er man altså klar med raketten ”Nexø 2”, og det er nærmest kun vejret, der kan stoppe den danske raket, siger organisationens presseansvarlige, Mads Wilson:

- Fra den tekniske side er vi 100 procent klar. Vi har kørt rigtig mange tests i foråret, så jeg vil sige, at der ikke er særlig stor sandsynlighed for, at det er noget teknisk, der går galt, så lige nu er det vejret, som kan drille os, siger han.

Hvis affyringen skal forløbe planmæssigt, skal det ikke regne eller blæse for meget, og det må heller ikke blive alt for varmt.

Derfor har Copenhagen Suborbitals også to såkaldte opsendingsvinduer i den første og anden weekend i august, hvor det også vil være muligt at opsende raketten, hvis vejrguderne ikke vil have besøg af den danske raket om ti dage.

10 til 15 kilometer op i luften

Hvis vejret arter sig, er det planen, at raketten skal sendes op fra en pram ude i Østersøen. Her vil man sætte raketten i gang med en 30 sekunder lang nedtælling, hvorefter motoren i bunden af raketten vil brænde i et tilsvarende antal sekunder.

- Når den er færdig med det, så skulle raketten meget gerne være nået op i 10 til 15 kilometers højde, siger Mads Wilson.

Efterfølgende skulle raketten og dens næse gerne komme ned i to separate faldskærme, hvorefter raketnørderne kan samle dem begge op.

Og det vigtigste for raketnørderne er, at der er noget at se på, når de trykker på affyringsknappen senere på måneden:

- Vi plejer at sige, at det bedste, der kan ske, det er enten, at raketten flyver og alt går perfekt, eller at den springer i luften på platformen i et kæmpestort drøn. Det værste, der kan ske, er, at der ikke sker noget, siger Mads Wilson.

Vil sende mand i rummet

Copenhagen Suborbitals har bygget raketter siden 2011, men selvom samtlige 60 involverede arbejder frivilligt, er det ikke kun for sjov, at de bruger 1000-vis af mandetimer på arbejdet.

Målet har nemlig lige fra starten været at blive den første amatørorganisation nogensinde til at sende et menneske i rummet - 100 kilometer over jordens overflade.

Og i den mission er raketopsendelserne fra Østersøen afgørende, fortæller Mads Wilson:

- Grunden til, at vi har lavet Nexøraketterne, er faktisk, at vi gerne vil have en platform, hvor alle de systemer, som handler om styring og kontrol af raketten, bare kan opskaleres til en større version; så man kan sige, at de to tests, vi har lavet med Nexø 1 og Nexø 2, er noget, vi kan overføre til de større raketter, siger den presseansvarlige.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på bornholm@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.