Rekordlav ventetid på høreapparater: Resten af landet kan lære af bornholmermodel

Løsningen er simpel: Nedbring lange ventetider ved at samle kræfterne under et tag.

Det går tjept, når behovet for et høreapparat opstår på Bornholm. Otte uger er nemlig landets laveste ventetid - og det kunne resten af landet sagtens lære af, lyder det fra Høreforeningen. (Foto: Malte Kristiansen/Scanpix 2016) (Foto: Malte Kristiansen © Scanpix)

Det ser ud til, at løsningen allerede er fundet på problemet med lange ventetider på høreapparater for folk bosat på Bornholm.

Der er i gennemsnit otte ugers ventetid på forundersøgelsen til et høreapparat på øen, og det er markant lavere end i resten af landet, hvor ventetiderne de fleste steder ligger mellem 40 og 80 uger, viser tal fra mitsygehusvalg.dk.

Derfor kan politikerne med fordel kigge mod øst for at løse problemet med de lange ventetider, lyder det fra Høreforeningens landsformand Majbritt Garbul.

- De har en god aftale, hvor borgere med ukompliceret høretab ikke skal henvises til Bispebjerg (hospital i København, red.). Der er den store fordel, at man kan få både behandling og hjælpemidler ét og samme sted, og så er de effektive på Bornholm, siger Majbritt Garbul.

- Den model har vi også foreslået politikerne i de andre regioner, at man skæver til for at nedbringe ventetiden. Der er faktisk temmelig store konsekvenser for mennesker, når de skal vente så lang tid på en hørebehandling, siger hun.

De otte ugers ventetid er den korteste i landet. Den længste finder man i Vejle, hvor det tager 123 uger at komme til forundersøgelse. Det svarer til lidt over 2,5 år.

En samlet indsats for Hr og Fru Kofod

Forklaringen på den rekordlave ventetid på Bornholm ligger i, at man har samlet både de kommunale og regionale opgaver under ét tag i det såkaldte Kommunikationscenter på Sveasvej i Rønne, siger centrets chef, Thomas Mogensen:

- Vi kan udfylde flere roller, hvilket nedsætter ventetiden. Det betyder samtidig, at borgeren ikke skal ud på tre eller fire forskellige afdelinger, for vi kan ordne det hele her, siger han.

Når man først har en henvisning fra ørelægen, foregår alt fra høreprøve, justering af hørerapparater til undervisning og hjælp, hvis noget går galt, på samme sted - nemlig i kommunikationscentret.

Ideen om at samle hele høre-rehabiliteringen ét sted er dog ikke opstået på Bornholm, fortæller Thomas Mogensen.

- Vi har taget udgangspunkt i anbefalinger, der er opstået på Christiansborg, hvor det er blevet undersøgt, hvordan man får bedre hørerehabilitering, siger han.

Men det afgørende er, at Bornholms Regionskommune har været gode til at føre det ud i livet, mener Thomas Mogensen.

- Jeg tror, det er vigtigt, at der kun er én indgang for patienterne, og at Hr og Fru Kofod kan komme ind, hvis de har problemer med selve brugen af høreapparatet, så det ikke bare havner i skuffen, siger han.

Bornholmermodellen er på forhandlingsbordet i Region H

Der er allerede politikere, der kigger nærmere på modellen fra Bornholm.

I sidste uge var løsningsforslaget oppe at vende på et møde om ventetiden på hørerapparater i Region Hovedstaden, fortæller Leila Lindén (S), der er næstformand i regionsrådets sundhedsudvalg.

- Det er meget mere enkelt på Bornholm, fordi det hele er samlet. Det er derfor, at vi i øjeblikket sidder og drøfter i sundhedsudvalget, om man skal oprette tre lignende kommunikationscentre rundt omkring i Region Hovedstaden efter vores bornholmske model, siger Leila Lindén, der i øvrigt selv er opstillet til regionsrådet for socialdemokraterne på Bornholm.

Første skridt bliver at invitere Høreforeningen, ørelægerne og medarbejderne på kommunikationscenteret på Bornholm til et møde, hvor de skal undersøge, om man kan udbrede modellen til resten af regionen.

Om bornholmermodellen skal bredes ud til hele Region Hovedstaden, skal Leila Lindén og hendes kolleger beslutte, inden budgetforhandlingerne til august.

Der er omkring 3.600 høreapparatsbrugere på Bornholm. Det svarer til næsten 10 procent af øens befolkning.

Facebook
Twitter