Slagteriarbejdere i Rønne skal til lommerne for at sikre deres job

Danish Crown kræver, at de ansatte fortsætter med at betale en del af deres løn til et medarbejderselskab for at sikre driften.

Danish Crown i Rønne var i 2014 ved at lukke. I sidste øjeblik kom en aftale, hvor medarbejderne skulle betale 4,2 procent af deres løn for at sikre driften. Den aftale vil Danish Crown nu forlænge yderligere fem år. (Foto: Jørgen Jensen © dr)

Slagteriarbejderne på Danish Crown i Rønne på Bornholm modtog onsdag en besked fra ledelsen.

Den gik på, at Danish Crown er indstillet på at bevare arbejdspladserne på slagteriet i op til otte år, hvis medarbejderne fortsat vil betale en del af deres løn til slagteriets drift.

Det gør ondt at betale 4,2 procent af sin løn for at have et arbejde.

Thomas Hansen, tillidsmand

Slagteriet var lukningstruet i 2014, men det blev reddet i sidste øjeblik i kraft af en aftale, som blandt andet betyder, at de cirka 200 ansatte i dag indbetaler 4,2 procent af deres løn til et medarbejderselskab, som skyder penge i driften af slagteriet.

Den aftale udløber i juni 2019, men ledelsen i Danish Crown vil altså forlænge den med op til fem år mere mod til gengæld at sikre arbejdspladserne i op til otte år.

- Vi er lykkedes med en del, siden aftalen faldt på plads, men vi har ikke nået vores fælles mål om at gøre slagteriet i Rønne konkurrencedygtigt, når vi sammenligner med vores øvrige slagterier i Danmark, siger Per Laursen, der er produktionsdirektør i Danish Crown.

Det gør ondt på medarbejderne

Målet i 2014 var at nedbringe de årlige omkostninger med 25 millioner kroner, og ifølge Danish Crown er man stadig otte-ti millioner kroner fra målet. Derfor skal aftalen fortsætte, mener ledelsen.

Slagteriarbejdernes tillidsmand, Thomas Hansen, er umiddelbart skeptisk over for udspillet.

- Vi skal bruge den kommende tid på at diskutere, om det er den rette vej at gå. Det gør ondt at betale 4,2 procent af sin løn for at have et arbejde, siger han til DR Bornholm.

Foruden oprettelsen af medarbejderselskabet omfattede redningsaftalen fra 2014, at landmændene skulle levere flere svin til slagteriet, og Bornholms Regionskommune skulle arbejde for at sikre slagteriet lavere forsyningsomkostninger.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på bornholm@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.