Socialdemokratiet sætter sig igen på formandsposten i Region Hovedstaden

Sophie Hæstorp Andersen fortsætter som formand for regionsrådet i Region Hovedstaden.

Sophie Hæstorp Andersen tager endnu en periode som formand for regionsrådet. (Foto: Per Gudmann © Scanpix)

Region Hovedstaden er klar med en konstituering, som sikrer Sophie Hæstorp Andersen fra Socialdemokratiet en ny periode som formand for regionsrådet.

Det fortæller Leila Lindén, der er socialdemokraternes gruppeformand i Regionsrådet.

- Det er blevet en bred konstituering. Vi konstituerer os sammen med Konservative, Dansk Folkeparti, SF, Radikale og Alternativet, siger hun.

Formandsposten for sundhedsudvalget besættes af Det Konservative Folkeparti. Socialdemokratiet besætter formandsposten hos social- og psykiatriudvalget samt erhvervs- og vækst og forskningsudvalget. Socialdemokratiet får også formandsposten i miljø- og klimaudvalget. Alternativet får formandsposten hos udvalget for forebyggelse og sammenhæng. SF får formandsposten i trafikudvalget. Radikale Venstre besætter det særlige udvalg "værdibaseret patientbaseret styring".

- Jeg er rigtig glad for, at hovedstadsområdet foretrækker et stærkt offentligt sundhedsvæsen med fri og lige adgang til sundhed. Og så er jeg glad for, at det er lykkedes os at skabe en bred konstituering, der har fokus på at skabe en bedre psykiatri, en bedre kollektiv transport og en mere værdibaseret styring, hvor vi udvikler et mere menneskeligt sundhedsvæsen, lyder det fra Sophie Hæstorp Andersen (S) i en pressemeddelelse.

De personlige stemmer er stadig ved at blive talt op. Det forventer man, at man er færdig med i morgen onsdag.

Socialdemokratiet sætter sig på 28,4 procent af stemmerne i Region Hovedstaden. Det er en fremgang på 0,6 procentpoint. Dansk Folkeparti får 8,1 procent af stemmerne, og det betyder en tilbagegang på 2,2 procentpoint i forhold til sidste regionrådsvalg. Venstre gik tilbage med 3,3 procentpoint. Det betyder, at de har fået 13,8 procent af stemmerne i regionen.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på bornholm@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.