Kommuner kæmper med skraldet: Sortering af affald er mindst halvandet år forsinket

På Bornholm ryger metal, madaffald og plastik i samme spand. Indtil videre har 34 af landets kommuner endnu engang søgt om at forlænge fristen for nye affaldsordninger. Det vækker irritation blandt borgerne.

Claus Bornemann Carlsen i Svaneke sorterer lige nu selv affald i sin baggård og kører det til den nærmeste genbrugsstation. (Foto: © Signe Iversen)

- Jeg har i hele 2022 sorteret mit affald herhjemme og har så selv kørt ned på genbrugspladsen, hver gang der var en fuld sæk.

Sådan siger Claus Bornemann Clausen. Han bor i Svaneke på Bornholm og kører hver måned 20 minutter i bil til den nærmeste genbrugsstation for selv at sortere sit affald.

Lige nu giver det lokale affaldsselskab, BOFA, nemlig kun borgerne mulighed for at sortere pap/papir og restaffald, fordi kommunen ikke er kommet i gang med den nye affaldssortering, hvor alle landets kommuner skal sortere i ni fraktioner.

Dermed kommer mad, plast, glas, metal, mad- og drikkekartoner og farligt affald i samme container, når skraldebilerne kører rundt på øen. I Claus Bornemann Carlsens baghave står sække med plast, metal og madaffald.

- Jeg føler mig lidt til grin faktisk. Jeg laver jo egentlig selv det arbejde, jeg betaler kommunen for at gøre. Det bliver jeg sur over. På Bornholm har vi en samlet udgift som borger for at få håndteret vores affald på næsten 5.000 kroner. Jeg synes godt, man kan forvente, at man får et eller andet for de penge, siger Claus Bornemann Carlsen.

En grøn, forsinket vision

- Nogle vil mene, at vi står her 10 eller 20 år for sent. Alle har vidst, at den danske affaldssektor bestemt ikke leverede på den grønne front. Det ændrer sig i dag.

Sådan sagde klimaminister Dan Jørgensen (S) på et pressemøde i juni 2020, da der blev indgået en bred aftale om at ændre affaldshåndteringen.

Visionen var, at vi i Danmark skulle producere mindre affald, genanvende mere og brænde mindre af. Derfor blev det besluttet, at alle danskere skulle sortere i ni fraktioner - blandt andet mad, metal og glas. Alle landets kommuner skulle påbegynde ordningen senest den 1. juli 2021.

Men sådan skulle det ikke gå.

Det var nemlig langt fra alle kommuner, der var klar til at igangsætte den grønne affaldsordning.

Nu viser kalenderen snart 2023, og der er stadig 34 kommuner, der ikke er klar til at leve op til den nye ordning og har atter søgt om at forlænge fristen for, hvornår de er klar til at sortere i ni fraktioner. Nogle kommuner mangler det sidste, andre er slet ikke gået i gang som for eksempel Bornholm.

Det giver genlyd hos mange bornholmere, der er frustrerede over, at ordningen lader vente længe på sig.

En af de frustrerede bornholmere er Niels Ingvorsen. Han bor i Rønne og er nu også selv begyndt at sortere affald og aflevere det på den nærmeste genbrugsstation.

Niels Ingvorsen sorterer lige nu selv sit affald og kører det på den nærmeste genbrugsstation, som han ellers regnede med, at Bornholms Regionskommune ville gøre. - Jeg føler, jeg betaler for en vare, jeg ikke får, siger han. (Foto: © Signe Iversen)

- Lige nu har jeg jo kun den mulighed, at jeg selv skal sortere i sække og så aflevere det oppe på affaldsstationen. Noget, som kommunen jo ellers tilbød, de ville gøre for de penge, vi betaler. Det giver jo ingen mening, at kommunen kun tilbyder, at jeg sorterer i to fraktioner: pap/papir og restaffald.

Bornholmernes årlige affaldsregning steg i 2022 med omkring 1380 kroner, og det er endnu en grund til, at Niels Ingvorsen er irriteret over situationen.

- Jeg betaler jo mere i år, end jeg gjorde sidste år, men jeg har ikke fået noget for mine penge. Jeg føler mig lidt snydt, siger Niels Ingvorsen.

Ikke kun borgere, der er frustrerede

I lyset af at Bornholms Regionskommune slår sig op på at være et grønt fyrtårn og kalder deres bæredygtige vision for Bright Green Island, er mange skuffede over Bornholms indsats på affaldsområdet.

Der bliver sukket og løftet øjenbryn flere steder, når snakken falder på den nye affaldsordningen - også blandt de lokale politikere.

Helle Munk Ravnborg (Ø), der er forperson for natur-, miljø- og planudvalget i øens kommune er ærgerlig over, at Bornholm ikke er klar med den nye affaldsordning til tiden.

- Det er i virkeligheden en ret grotesk historie. Vi lavede i 2019 en affaldsplan om, at vi skulle være den første kommune, der skulle være fri for affald. Nu kan det være, vi bliver den sidste, siger Helle Munk Ravnborg og fortsætter:

- Nu ser det af uransagelige grunde ud til, at vi er kommet bagerst i køen til at få de containere, vi skal bruge. Ansvaret for det ligger alle mulige steder.

René Danielsson (DF), medlem af natur- miljø- og planudvalgtet, er skeptisk over den aftalte ordning og kalder den "en lille smule hul i hovedet".

- Vi står jo i skrald til halsen. Jeg kan godt forstå, folk er trætte af at betale for noget, de ikke får. Jeg tror ikke, Bornholm bliver klar til at sortere i ni fraktioner i 2023, fordi løsningen, man har valgt, er uholdbar i forhold til den infrastruktur, vi har, siger René Danielsson og fortæller, at han håber på, at der bliver fundet en anden løsning for, hvordan bornholmerne skal sortere deres affald.

De mangler materialer

I november måned søgte det kommunale affaldsselskab BOFA om at forlænge fristen til den 31. december 2023 for at være klar til at sortere i ni fraktioner.

Det gjorde de med begrundelsen, at de ikke kunne få leveret eksempelvis spande på hjul til øen.

DR Nyheder har talt med tre af de største leverandører af materialer til opsamling af affald.

De kan alle genkende billedet af, at branchen er presset og fortæller, at deres maskiner kører døgnet rundt alle årets dage for at kunne imødekomme efterspørgslen.

- Jeg kan bekræfte, at der er travlhed i branchen, siger Kjeld Jensen, der er direktør i PWS, der er en af de største leverandører af materiel.

Jens Hjul-Nielsen, der er direktør i BOFA, Bornholms Regionskommunes affaldsselskab, er ærgerlig over situationen.

- Vi kunne ikke have gjort noget anderledes. At få sådan noget her sat i værk er en lang proces med EU-udbud, vurdering af udbyderne og tildeling af kontrakter. Men vi er klar til at få materialerne hjem, så hvis de kommer i morgen, så kan vi hurtigt gå i gang, siger direktøren i BOFA.

Jens Hjul-Nielsen - har I været for sent ude med at bestille materialer hjem?

- Vi har bestilt alle materialer på tidspunkter, hvor vi absolut mente, at det kunne lade sig gøre at få det hjem til tiden. Vi troede jo hele tiden på, at vi skulle gå i gang den 27. november i år, siger Jens Hjul-Nielsen.

Hvornår materialerne kommer til øen, er omfattet af stor usikkerhed, fortæller Jens Hjul-Nielsen. Altså kan bornholmerne stadig ikke få at vide, hvornår de skal begynde at sortere i ni fraktioner.

Lignende forklaringer om manglende materialer kommer fra en række andre kommuner, som DR Nyheder har talt med, der også har søgt om dispensation om forlængelse af fristen. Her fortæller de samstemmigt, at den største udfordring med at komme i gang med den nye affaldsløsning har været at få materialer hjem til tiden.