Spiser du dansk ost på ferien i Japan? Ny aftale sender flere danske varer til landet

Frihandelsaftale mellem EU og Japan træder i kraft i dag.

Bornholms Andelsmejeri i Klemensker på Bornholm tjener årligt omkring ti millioner kroner på det japanske marked. (Foto: Dorte Holden Langemark © (c) DR Bornholm)

Det er normal praksis i Japan, at forretningsfolk bukker til hinanden, inden de sætter sig om mødebordet.

Og i fremtiden kan der være flere danske forretningsfolk, der skal gøre det.

For i dag træder en ny frihandelsaftale i kraft, som betyder, at det bliver muligt for blandt andet danske mejerier at eksportere til Japan uden at skulle betale en alt for høj told.

Sidste år blev EU og Japan enige om handelsaftalen, som på sigt skal fjerne tolden på et væld af europæiske produkter såsom ost, mælk og tøj, hvilket gør det lettere for danske virksomheder at komme ind i markedet.

Japan er i forvejen et marked, som tilfører de danske virksomheder milliarder af kroner.

Sammenlagt eksporterer Danmark for omkring 22 milliarder kroner om året til Japan, mens en beregning fra Copenhagen Economics anslår, at eksporten til det asiatiske land i bedste fald kan stige med op til 70 procent i kølvandet på aftalen.

Og det er da også det, som giver "Yen"-tegn i øjnene på Bornholms Andelsmejeris direktør, Per Olesen.

- Det kommer til at betyde, at vi vil sælge flere varer til Japan. Historisk har landet været et stort marked for mejeriet, hvor vi har været siden 1970, og med handelsaftalen får vi nemmere ved at sende vores oste på markedet, siger han.

Kampen om maverne

I dag kæmper mejeriet om det japanske marked med mejerier i Australien og New Zealand, som hidtil har haft en lettere adgang til markedet. Men med aftalen får mejeriet på Bornholm bedre muligheder for at sælge sine oste.

I dag mæsker japanerne sig allerede i de knap så kraftfulde oste fra Bornholm som eksempelvis havarti-oste, og årligt kan mejeriet skumme ti millioner kroner på japanerne, og det forventes altså at stige nu.

Direktør for Bornholms Andelsmejeri, Per Olesen, har svært ved at få smilet ned i kølvandet på den nye frihandelsaftale med Japan. (Foto: Dorte Holden Langemark © (c) DR Bornholm)

Men direktøren for Bornholms Andelsmejeri forventer ikke, at omsætningen mangedobles fra den ene dag til den anden. Der går nemlig noget tid før, at han for alvor kan fjerne toldudgiften i mejeriets regnskab.

- Det er noget, som strækker sig ud over mange år. Japanerne har en egenproduktion af oste, som de passer meget på, så derfor lempes tolden gradvist.

Per Olesen forklarer, at han i dag betaler omkring 32 procent af ostens værdi, når han skal betale told i Japan, og det er først efter en årrække, at tolden helt er væk.

Verdens tredjestørste økonomi

Det er ikke kun Bornholms andelsmejeri, som glæder sig til en stigende japansk eksport. Dansk Industri, som repræsenterer 11.000 virksomheder på tværs af flere forskellige brancher, glæder sig også over den nye aftale.

Interesseorganisationen har heller ikke været bleg for at skjule sin begejstring for aftalen tidligere.

Sidste år vurderede organisationen, at eksporten vil stige med hele 11 milliarder kroner, og der er da også kun glæde at spore hos Peter Thagesen, der er underdirektør i Dansk Industri:

- Japan er verdens tredjestørste økonomi, og det er et marked, hvor danske produkter har klaret sig godt, og nu får vi bedre mulighed for at klare os bedre derover med billigere produkter, så vi har store forventninger til markedet, siger han.

Dansk Industri forventer, at det især er den danske fødevare-, -energi- og teknologibranche, som vil tjene godt på den nye frihandelsaftale.

Facebook
Twitter