'Tak du har hjulpet en patient': Bloddonorer får nu besked, når deres blod bliver brugt

Bloddonorer i Region Hovedstaden oplever lige nu at få en takke-sms, når deres blod er blevet brugt.

Indtil videre er det kun en del af bloddonorerne, der går sms'en. Effekten af beskeden skal nemlig evalueres, før det bliver bredt ud til alle. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

"Tak! Det blod, som du donerede d. 12. september, har nu hjulpet en patient."

Sådan er ordlyden cirka i den takke-sms, som en del af bloddonorerne i Region Hovedstaden har fået tilsendt fra Giv Blod, når deres bloddonation er sendt videre i systemet for at hjælpe et menneske.

Indtil videre er det kun et udsnit af bloddonorerne i Region Hovedstaden, der får en takke-sms. Effekten af sms'en skal nemlig måles, inden de sidst på året bliver sendt ud til alle donorerne, hvis blod har hjulpet en patient.

Formålet er at påskønne den livsvigtige hjælp, som donorerne yder, forklarer Merle Romose, der er kommunikationskonsulent hos Giv Blod, som hører under regionens blodbank.

- Vi vil gerne understrege overfor donorerne, at den hjælp, de giver, er livsvigtig og værdsat. Både af blodbanken, men især af de patienter, der modtager blodet, siger Merle Romose og forklarer, at man er blevet inspireret af Sverige, hvor en lignende sms bliver sendt.

På Bornholms Hospitals blodbank er Benny Schou i gang med at donere blod. Han har selv fået en takke-sms, og selvom han synes, at det er en god idé, ville han alligevel fortsætte med at være bloddonor - også uden takke-beskeden.

- Jeg vil fortsat være bloddonor, så længe jeg kan bruges, men det er en fin anerkendelse af, at man har gjort en indsats og støttet op om det projekt, der handler om at være bloddonor, mener han.

Jan Thyge Wredstrøm er også bloddonor. Takke-sms'en er heller ikke afgørende for hans lyst til at hjælpe.

- Personligt er det ligemeget for mig, men det kan godt være, at der er nogle, der bliver glade for det. Det, der motiverer mig, er at kunne hjælpe andre.