Thomas får 20.000 i løn: 'Uden løn var jeg ikke blevet sosu-elev'

På Bornholm får de ældre sosu-studerende voksenelevløn.

Thomas Clausen fra Rønne på Bornholm får 20.000 kroner om måneden under grundforløbet på sosu-uddannelsen. Normalt får man SU under forløbet, men Bornholms Regionskommune har valgt at tilgodese de studerende med en voksenelevløn, som skal få flere til at tage uddannelsen. (Foto: Morten Volff © (c) DR Bornholm)

Om 11 dage begynder 50-årige Thomas Clausen fra Rønne på et såkaldt grundforløb, som skal forberede ham til en social- og sundhedsuddannelse. Thomas Clausen vil nemlig gerne være social- og sundhedsassistent.

Grundforløbet tager typisk 20 uger, hvor de kommende sosu'er introduceres til pleje, sundhed, førstehjælp og meget andet, som skal på plads, inden de kan gå videre til hovedforløbet.

Men til forskel fra de fleste andre kommende social- og sundhedsassistenter, så får Thomas Clausen en voksenelevløn under den forberedende uddannelse.

Bornholms politikere besluttede tilbage i september at tilbyde øens sosu-elever over 25 år en elevløn på omkring 20.000 kroner om måneden på grundforløbet, hvilket er tre gange mere, end eleverne ellers ville have fået på SU.

Og de ekstra penge om måneden er vigtige, i hvert fald for Thomas Clausen, som ville have haft svært ved at komme igennem lærebøgerne, hvis det ikke var for de ekstra penge:

- Jeg havde ikke kunne tage den uddannelse, og hvis jeg kun havde SU, så havde jeg formentlig stadig været arbejdssøgende, siger Thomas Clausen, som mistede sit arbejde hos rederiet Færgen, da Molslinjen overtog sejladsen til og fra Bornholm i september.

Thomas Clausen har - modsat de unge studerende - et hus med tilhørende udgifter, der skal betales, og der rækker SU’en ikke.

- Elevlønnen betyder, at jeg kan holde skindet på næsen derhjemme. Nu har jeg lige rundet de 50, og jeg har opbygget en masse igennem livet, og det er svært at dække det på en SU, siger han.

Akut mangel på hænder

Elevlønnen kommer i kølvandet på en akut mangel på plejepersonale på øen i Østersøen.

Bornholms Regionskommune står nemlig i den situation, at man over de næste to år vil have et underskud på omkring 25 sosu’er til blandt andet at tage sig af øens ældre.

Det er ikke kun Bornholm, der har behov for flere hænder til at tage sig af samfundets svageste. Kommunernes Landsforening, KL, estimerer, at man allerede inden for de næste fem år vil mangle 15.000 sosuassistenter- og hjælpere.

Derfor afholder KL Kommunaløkonomisk Forum i dag i Aalborg, hvor flere borgmestre, ministre og andre politikere blandt andet skal diskutere, hvordan man kan skaffe nok sosu-hjælpere og sosu-assistenter i fremtiden.

Fyldte sosu-hold

Måske skulle politikerne skele til Bornholms Regionskommunen. For Thomas Clausen er langtfra den eneste, som er startet på sosu-uddannelsen, efter regionskommunen valgte at give de ældre studerende en elevløn under grundforløbet.

Faktisk har interessen været så stor, at Trine Dorow, leder af Center for Sundhed i Bornholms Regionskommune, knap kan få armene ned:

- Det er en klokkeklar succes. Vi har 20 pladser på hjælperuddannelsen og 20 pladser på social- og sundhedsuddannelsen, og de bliver alle sammen fyldt. Vi har faktisk så mange, at vi er nødt til at afvise nogle elever, siger Trine Dorow.

En af udfordringerne i at få nok plejepersonale, er netop antallet af elever på sundhedsuddannelsen. På bare tre år er antallet af studerende faldet med 42 procent på landets sosu-uddannelser, men på Bornholm er denne tendens altså ved at vende.

- Det er jo et område, hvor vi har haft svært ved at rekruttere, og så prøvede vi at gøre lønnen til et incitament, og det er gået over alt forventning. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at vi ville have fået fyldte hold, siger Trine Dorow.

Sundhedschefen på Bornholm mener, at den store interesse blandt de studerende er med til at afbøde manglen på medarbejdere på blandt andet øens plejehjem.

- Jeg tror ikke, at vi kan få dækket hele hullet, men det betyder alt andet lige, at vi her på Bornholm har skaft nogle forudsætninger for, at manglen på sundhedspersonale bliver lidt mindre i fremtiden, siger Trine Dorow.

KL anbefalede tilbage i oktober måned, at man indførte en løn til sosu-elever på skolebænken. Det skete i forbindelse med en rekrutteringsplan, der skulle være med til at løse manglen på sosu’er i kommunerne.

73 ud af landets 98 kommuner mangler sundhedspersonale til at tage sig af deres ældre borgere, vurderer KL.

Facebook
Twitter