Tjek af de primitive lejrpladser

Efter opfordring fra øens campingpladser går kommunen nu i gang med at tjekke, om der foregår ulovlig campering på de primitive lejrpladser.

Kim Sørensen fra Hasle Camping er glad for, at kommunen vil tjekke de primitive lejr- og shelterpladser. (Foto: Lis Eilsøe © DR)

En række primitive lejrpladser og shelterpladser vil de kommende måneder få besøg af kommunen, der vil tjekke, om der foregår ulovlig campering.

17 af øens campingpladser har længe haft mistanke om, at flere af lejrpladserne i praksis kan sammenlignes med professionel campering, selv om de ikke har de nødvendige erhvervsmæssige tilladelser.

Kommunen afviste tidligere på året at der var noget om snakken, efter at have undersøgt sagen.

Men campingplads-ejerne holdt fast i, at kommunen bør undersøge lejrpladserne i højsæsonen, og det har kommunen nu sagt ja til, fortæller Kim Sørensen fra Hasle Camping.

- Tilsyn på pladserne bør foregår i uge 27 til 30, hvor der er nogen mennesker, og det var kommunen enig i. Vi er fuldt ud tilfredse med det, for hvis der foregår noget, der ikke er efter reglerne, vil det blive rettet, siger Kim Sørensen.

De professionelle campingpladser har desuden tænkt sig at invitere ejerne af lejrpladserne på besøg på en campingplads, så de ved selvsyn kan se forskellen på faciliteterne.

Facebook
Twitter