Tomme buspladser og ringere pendlerprodukter plager færgepassagerer

Molslinjens første måned på Bornholm har ikke været uden problemer.

Bornholms Passageforening jubler ikke just over Molslinjens første måned på Østersøen. (Foto: Lis Eilsøe)

I dag kan rederiet Molslinjen fejre 1-måneds jubilæum på Bornholm- men i stedet for kage, flag, gaver og sang er der mest ris på programmet for rederiet.

Den 1. september begyndte Molslinjen under rutenavnet ”Bornholmslinjen”, at sejle øboere og turister til og fra øen.

Spørger man øens passagerforening, har Molslinjen ikke været lydhøre om ønsket om et bedre pendlerprodukt for de bornholmere, som ofte rejser til København.

Som det er i dag kan pendlerne ikke købe en pendlerbillet hele vejen til København, hvis man rejser frem og tilbage uden bil, som gående passager. Faktisk kan pendlerne kun købe en billet mellem Ystad i Sverige og Rønne.

Netop denne problematik er en torn i øjet på passagerforeningens formand Ann Hartl.

Hun mener, at Molslinjens fortolkning af færgekontrakten, som skitserer, hvordan rederiet skal besejle Bornholm, ligger langt fra, hvordan det tidligere rederi Færgen fortolkede kontrakten.

Derfor så formanden gerne, at Molslinjen rækker ud til passagerforeningen for at løse de problemer, som hendes medlemmer oplever, når de rejser fra og til øen.

- Hvorfor spørger man os ikke om, hvordan vi kan løse det her? Hvorfor skal vi igennem en kamp hver evig eneste gang, fordi vi nu sidder med en operatør, som mener, at deres fortolkning er den eneste rigtige, siger Ann Hartl.

Hos Molslinjen er der forståelse over for passagerforeningens ønske, men ikke alle kan få det, som de peger på, i hvert fald ikke lige fra starten af, siger Molslinjens pressechef Jesper Maack.

- Alt det vi laver baserer sig på en ret detaljeret og ret skarp formuleret kontrakt med staten, så hvis der skal laves noget om, så skal staten ind over.

Pressechefen mener desuden, at man rækker ud til passagerforeningen ved at drøfte udfordringerne i det såkaldte Trafikkontaktråd, der blandt andet består af politikere og en repræsentant fra Bornholms Passagerforening.

- Det er svært for os at have en daglig kontakt med forskellige interessenter på Bornholm, og derfor er det bedst, at vi tager den dialog med trafikkontaktrådet, hvor alle de interesser er repræsenteret på én gang, siger han.

Færgepassagerne når ikke bussen

Det er ikke kun pendlerne, som rejser fra og til Bornholm, der har oplevet knaster med rederiet.

For i løbet af den sidste måneds tid har en del færgepassagerer måtte kigge langt efter de busser, som fragter passager fra Rønne Havn til forskellige steder på Bornholm.

Det tager nemlig længere tid at få færgen på plads i havnen - og det betyder, at passagerne risikere at gå glip af busserne, når de planter deres fødder på havnen.

Problemet er så markant, at Busselskabet BAT, som står for buskørslen på Bornholm, og Molslinjen havde møde for en uge siden for at drøfte problemstillingen.

- Hvis vi venter mere end et kvarter, så når vi ikke at hente vores kunder rundt omkring på øen, som skal med den næste færge, siger fungerende trafikchef i BAT Bjarne Freund-Poulsen.

Det betyder også, at færgepassagerne risikere at skulle vente i op mod en time på den bus, som skal fragte dem hjem.

Hos Molslinjen er man i færd med at løse problemerne med forsinkelserne, siger pressechef Jesper Maack.

For Molslinjens kaptajner er stadig i færd med at lære havnen i Rønne bedre at kende, og forsinkelserne skulle derfor gerne være løst, når kaptajnerne får rutinerne på plads.

Indtil da vil rederiet fremadrettet sørge for at informere færgepassagerne om, at bussen er kørt eller stadig holder og venter på dem i Rønne, siger Jesper Maack:

- Der er det vigtigt for os og passagerne, at vi holder dem i hånden og fortæller dem om, der venter en bus til dem på kajen, eller om vi er så sent på den, at bussen er kørt.

- Så der forestiller jeg mig et udkald på færgen, hvor kaptajnen lige orienterer passagerne, siger han.

Bornholms busselskab BAT udelukker ikke, at man vil justere bussernes køreplan, hvis færgen konsekvent er længere tid om at få passagerne fra borde fremover.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på bornholm@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.