Unge rejser til Bornholm: Her er alle sikret praktikplads

Både arbejdsmarkedsforsker og politiker tror, at en kollektiv garanti kan give flere faglærte.

Arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen kalder den bornholmske kollektive praktikpladsgaranti for en solstrålehistorie. Og så tænker de foreløbigt 100 virksomheder, der er med, langsigtet, mener forskeren. (Foto: Klaus Videbæk © DR Nórdjylland)

100 bornholmske virksomheder garanterer nu, at eleverne fra de erhvervsfaglige uddannelser kan få en praktikplads.

Det har resulteret i 300 praktikpladser.

Sådan en garanti kan meget nemt være dét, der skal til for at overtale flere unge til at tage en uddannelse som kok, tjener, tømrer, smed, automekaniker og murer. Det siger arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet.

- Ved at gå sammen om en kollektiv aftale, tænker de bornholmske virksomheder langsigtet og er på den måde med til at sikre fremtidig arbejdskraft. Alt for mange virksomheder tænker individuelt og ikke på at sikre faglærte på langt sigt, siger Henning Jørgensen.

Fra Aalborg til ø-liv

Sandra Damgren Madsen går på Tech College i Aalborg, men er tjenerelev på Restaurant Le Port i Vang på Bornholm. Hun tror på, at det pynter på CV'et, at hun har været langt omkring for at få sin uddannelse. Desuden har det også tiltrukket hende, at Bornholm er kendt for et højt gastronomisk niveau.

- Efter jeg er flyttet, har mine venner opdaget, at det er positivt at flytte efter en elevplads. Det er langt væk fra venner og familie, men jeg er blevet meget positivt modtaget, og jeg har fået så meget på det personlige plan, siger Sandra Damgren Madsen.

Hun tøver derfor ikke med at opfordre andre til at rejse efter en praktikplads.

Praktikpladsgarantien på Bornholm betyder lige nu, at der næsten er dobbelt så elevpladser som bornholmske elever. Derfor er der plads til unge fra det øvrige Danmark, hvor der lige nu mangler 10.000 praktikpladser.

Der mangler oplysning

Socialdemokratiets erhvervsuddannelsesordfører, Mattias Tesfaye, er overbevist om, at en fælles praktikgaranti godt kan være det, der kan sikrer tilstrækkeligt mange faglærte i fremtiden.

- Det gode er jo, at man kan sige til de unge og deres forældre, at hvis de starter på en erhvervsskole, er der garanti for en praktikplads - og i mange brancher er der også mulighed for at give samme jobgaranti, siger Mattias Tesfaye.

Han mener dog, at der er behov for langt mere oplysning, hvis de unge skal blive opmærksomme på mulighederne for at gennemføre en erhvervsuddannelse med garanti for en uddannelsesplads.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter