Varmen i Sydeuropa har sendt sjældne sommerfugle til Danmark

Både gule og orange høsommerfugle sværmer rundt i Bornholms kløvermarker.

Den orange høsommerfugl elsker varme, så det er sjældent, vi ser den så langt mod nord som i år. Men hede og dermed visne lucerne- og kløvermarker mod syd har fået sommerfuglene til at søge mod nord og de bornholmske rødkløvermarker. (Foto: Morten Top-Jensen © (c) DR)

De lilla kløvermarker på Bornholm har sjældent og farverigt besøg i år.

Blandt de tusindvis af tidselsommerfugle, admiraler, blåfugle og citronsommerfugle er der i år også enkelte eksemplarer af orange og gule høsommerfugle - og især den orange er altså en meget sjælden gæst.

- Jeg har boet på Bornholm i snart 25 år og har interesseret mig for sommerfugle lige så længe, og jeg har aldrig set den orange høsommerfugl på øen før, siger Morten Top-Jensen.

Han er blandt andet forfatter til flere sommerfuglebøger om de små lette og farverige insekter i både Danmark, Tyskland, Finland og Benelux-landene.

Den gule høsommerfugl er en lidt hyppigere gæst i Danmark, og i år er begge sommerfugle også blevet spottet på Falster, Møn og ved Stevns for nogle uger siden.

Den gule høsommerfugl er ligesom sin artsfælle orange høsommerfugl mest glad for lucerne, men det findes ikke på Bornholm. Derfor har de valgt det næstbedste alternativ, som er rød kløver. (Foto: Morten Top-Jensen © (c) DR)

- Der er flere sammenfaldende grunde til, at vi ser høsommerfuglene så højt mod nord i år: Dels er mange kløvermarker sydpå visnet væk i den voldsomme sommervarme, og dels har vi haft meget vind fra syd eller sydøst i år, og sommerfuglene trækker kun i medvind, siger Morten Top-Jensen.

Han tilføjer, at der også er kommet usædvanligt mange tidselsommerfugle til Danmark i år, men mens de nærmest skal tælles i milliarder, skal høsommerfuglene i Danmark tælles i tusinder.

De sjældne gæster kræver varme, og selv om de måske når at lægge æg, der udvikler sig, vil de ikke overleve en dansk vinter.

Morten Top-Jensen har taget mere end 100.000 billeder af natsværmere og sommerfugle. Det er første gang, han har set og fotograferet en orange høsommerfugl på Bornholm i de snart 25 år, han har boet der. (Foto: Morten Top-Jensen © (c) DR)
Facebook
Twitter