Verdens største hurtigfærge er kommet til Bornholm

I eftermiddags stævnede Express 5 ind i Rønne Havn og målt på både antal passagerer og biler, så er færgen verdens største af sin slags.

Sådan så det ud, da verdens største hurtigfærge ankom til Rønne Havn. (Foto: © Torben Severinsen)

Hvis ikke man vidste bedre, så skulle man tro, at dronningen på sin fødselsdag havde meldt sit besøg på Bornholm.

Massevis af bornholmere havde valgt at bruge deres søndag eftermiddag på havnen i Rønne, og de ville alle have det bedste kig til indsejlingen.

For det var ikke dronningen men derimod verdens største hurtigfærge, Express 5, de var kommet for at byde velkommen.

- Det er større end at få besøg af dronningen det her. Færgen er vores livsnerve, så det har rigtig stor betydning, siger Anne Jensen, som stod helt tæt på færgen, da den kom i havn.

Anne Jensen stod klar på havnen, og i baggrunden kan man lige skimme enden af den nye hurtigfærge, Express 5. (Foto: © Signe Iversen/DR Bornholm)

Færgen har været undervejs siden 22. marts, hvor den startede sin færd i Filippinerne, hvor den også er blevet bygget.

Nu er rekordfærgen endelig kommet, og den blev modtaget med vandstråle og vink.

- Den ser virkelig sej ud, og den er så stor, og der kan være mange passagerer med, siger Elias Hansen, som er taget ned for at kigge på færgen med sine venner og familie.

De tolvårige venner Tobias Steffensen, Elias Hansen og Niklas West var sammen med deres familier taget på havnen for at se færgen. (Foto: © Signe Iversen/DR Bornholm)

Endelig!

Det har siden 2018 været Bornholmslinjen, der er en del af Molslinjen, som har stået for at sejle mellem Rønne og Ystad.

På ruten har hurtigfærgen Express 1 primært sejlet, og i starten var der snak om, om den nu var stærk nok i blæst. Den debat stilnede af på øen, da Bornholmslinjen lovede en ny færge til øen i 2022.

Men blandt andet corona kom i vejen, og derfor er det altså først i dag, at bornholmerne kan hilse på den nye færge, der overtager for Express 1.

  • Massevis af mennesker var mødt op for at se verdens største hurtigfærge sejle i havn i Rønne. (Foto: © Torben Severinsen)
  • Folk med havudsigt havde sat sig på deres terrasser, andre sad i deres biler med vinduerne rullet ned, mens nogle havde taget alternative metoder i brug for at få det bedste kig til færgen. (Foto: © Signe Iversen/DR Bornholm)
  • Fra enden af Havnebakken og mange 100 meter ned langs Kapelvej stod folk og ventede i spænding. (Foto: © Signe Iversen/DR Bornholm)
  • Nogle få var ekstra godt forberedt og havde taget kikkerten med. (Foto: © Signe Iversen/DR Bornholm)
  • Der var bornholmere at spotte alle steder omkring havnen, langs kajarealer og helt ud til fyret, hvor man var i første parket, da færgen kom forbi. (Foto: © Signe Iversen/DR Bornholm)
1 / 5

Og Ann Hartl, som er formand for Bornholms passagerforening, glæder sig til, at den nye færge kommer passagerene til gode.

- Det er en festdag, og det var også på tide. Det bliver mere behageligt som passager, og der kan komme flere med.

Helt præcist er der plads til 1610 passagerer og 451 biler på Express 5, og det er 410 passagererer og 34 biler mere end forgængeren.

Formanden for passagerforeningen var ikke den eneste, der synes, det var på tide, at den store færge kom til Bornholm.

Det mente rønneboerne Dorothy og Thorkild Pedersen også.

- Vi har endelig fået en færge, der passer til Bornholm, og som kan begå sig i Østersøen, siger pensionist Dorothy Pedersen.

- Det er en stor dag. Vi har været nede og tage imod alle de andre færger også, så det er en begivenhed, siger Thorkild Pedersen.

Pensionisterne Dorothy og Thorkild Pedersen var traditionen tro også på havnen for at hilse den nye færge velkommen. (Foto: © Signe Iversen/DR Bornholm)

Sikker sejlads og mindre opkast

Det var selvfølgelig også en glad administrerende direktør for Molslinjen, man kunne træffe på færgens bro, som er stedet kaptajnen styrer færgen fra.

- Det er en kæmpe stor dag for Molslinjen og for Bornholm, siger Kristian Durhuus.

  • Det her er rummet hvorfra blandt andre kaptajnen opholder sig og styrer færgen. (Foto: © Christian Aage/Bornholmslinjen)
  • Det gammeldags ror er skiftet ud med et joystick, og ved hjælp af skærmene kan kaptajnen styrer skibet. (Foto: © Christian Aage/Bornholmslinjen)
1 / 2

De to store udfordringer for sejladsen mellem Ystad og Rønne har i perioder været en gyngende tur for passagerene og et presset lastrum. Kan Express 5 løse det?

- Nogle af de kapacitetsproblemer, der har været, skulle gerne være en saga blot. Og så er færgen specialbygget til den her rute. Det er en rute, hvor der kan være høj sø, så der er en hel masse stabiliserende teknologi i.

Kan du garantere, at det er slut med rend til toiletterne?

- Garantere kan man aldrig, griner direktøren.

Så om passagerene helt kan vinke farvel til ture med hovedet i brækposen, er der altså ingen garanti for. En, der har været med, når bølgerne er gået højt på nogle af de andre færger, det er Anne Jensen.

Hun håber, at den nye færge blive en mere skånsom fornøjelse for passagerer og personale:

- Jeg har arbejdet som sanitør på Express 1, så jeg har løbet mange ture i blæsevejr for at afhjælpe de stakkels passagerer, som ikke havde det så godt.

Express 5 sejler med passagerer for første gang 29. april klokken 6:30.