Verdens største hurtigfærge tog i morges jomfrurejsen fra Bornholm

Der er store forventninger til den nye færge, som både skal minimere energiforbruget og give en mere komfortabel sejlads.

Express 5 er kun 2,4 meter længere end Express 1, der indtil nu har fragtet passagerer mellem Rønne og Ystad, og som fremover bliver på Bornholm som reserve. Men de få meter er nok til at kalde sig verdens største hurtigfærge. (© DR)

Klokken 06.30 stævnede verdens største hurtigfærge, Express 5, ud på sin jomfrurejse med passagerer på Rønne-Ystad-ruten.

Bornholmslinjens nye færge har plads til 1.610 passagerer og 451 biler, og færgen har kostet omkring en halv miliard kroner. På jomfrurejsen var der knap 900 passagerer og 226 biler.

Ud over at have plads til flere passagerer og biler, så forventes Express 5 også at være mere sødygtig på Østersøen end de hidtidige færger på ruten.

Kaptajnen på jomfrurejsen, Kasper Sommer, er da heller ikke i tvivl om, at den nye færge vil give passagerne en roligere sejlads, end man har oplevet med tidligere færger.

- Jeg har en klar forventning om, at vi kan sejle i hårdere vejr og stadig opretholde en mere planmæssig og komfortabel sejlads, end vi har kunnet tidligere, siger han.

Færgen er ifølge kaptajnen bygget til bornholmernes ønsker med blandt andet mere plads på vogndæk og gangene.

Og så er skibet bygget med et fokus at minimere energiforbruget så meget som muligt.

- Vi har blandt andet kigget på vores ventilationssystem, der bruger ret meget strøm, og her går systemet nu ind og måler på, hvor meget CO2, der er i salonerne om bord: Den justerer fuldstændigt selv, hvor meget energi der skal bruges i forhold til det antal passagerer, der er med, siger Kasper Sommer.

'Det er vores motorvej, så det skal jo være en god tur'

Én af passagererne på den første tur fra bornholmske Rønne til svenske Ystad var Bettina Pedersen fra Rønne.

Hun har en tradition for at booke billet til den allerførste sejlads med alle de færger, der har haft fast kaj på solskinsøen. Og derfor har hun da også glædet sig til at være passager på Express 5's jomfrurejse.

- Det er næsten ligesom juleaften at komme ud og prøve de nye hurtigfærger, siger hun.

- Det er vores motorvej, så det skal jo være en god tur, og vi skal have det godt og behageligt, når vi tager med den.

Ifølge kaptajn Kasper Sommer er Express 5's stabiliseringssystem det bedste, man overhovedet kan få. Færgen er bygget i Filippinerne og har inden jomfrurejsen fra Rønne tilbagelagt 19.000 kilometer fra værftet i Filippinerne – det endte med at blive en rejse på 26 dage, skriver Bornholmslinjen. (© DR)

Bettina Pedersen er begejstret for den nye færge.

- Det er mega imponerende, hvor flot den er. Den er rummelig, meget lys og med masser af bordplads, synes hun.

- Det bedste ved den er, at den ligger rigtig godt i vandet.

På trods af den store investering vil billetpriserne ikke blive hævet, fortæller rederiets kommunikationsdirektør, Jesper Maack.

- Vi har jo fået en udvidelse af vores kontrakt på Bornholm med to år, fordi vi lavede Express 5, og så tror vi på, at vi kan udvide trafikken, siger han.

Kaptajn Kasper Sommer fortæller, at selvom der ikke umiddelbart kommer flere afgange i sejlplanen, så håber han, at det med opgraderingen bliver muligt at opretholde sejlplanen i hårdere vejr, end man har kunnet før.