Folkemødet risikerer at skyde sig selv i foden med de stramninger, der har været, siden Foreningen Folkemødet overtog ansvaret for den politiske festival på Bornholm.
Det mener blandt andre en række vestjyske deltagere med Ringkøbing-Skjern Kommune i spidsen. De har sammen stået bag Folkeskibet, der de sidste fire år har ligget i Allinge Havn under Folkemødet og har lagt dæk til en lang række meget forskelligartede arrangementer.
Men nu nedlægger de Folkeskibet og trækker sig. Konceptet er simpelthen blevet for stramt, mener Ringkøbing-Skjerns borgmester, Hans Østergaard (V). Den er gal med både tema-områder og nye stramme regler for blandt andet udskænkning med kun én landsdækkende leverandør.
- Vi kan ikke længere vise en del af vores egnspræg ved at byde på nogle af de gode, lokale råvarer, som vi gerne vil, siger Hans Østergaard.
Ringkøbing-Skjern Kommune står som nummer tre på listen over hvor mange penge, kommunerne lægger i Folkemødet; kun overgået af Bornholms Regionskommune selv og Københavns Kommune.
Folkeskibet har hidtil hvilet i sig selv økonomisk ved hjælp af salg af lokal mad og lokale drikkevarer. Men det er slut med at sælge øl, og så hænger økonomien ikke sammen længere.
I juni lå Folkeskibet desuden i det område, hvor der var fokus på infrastruktur, men vestjyderne vil også diskutere fødevarer, turisme, tilflytning og arbejdspladser, og den mulighed bliver mere usynlig med temainddelingen.
Forening håber på løsning
Det kommer bag på Folkemødets kommunikationsansvarlige, Pelle Nybirk, at Folkeskibet ikke kommer længere.
- Vi vil gerne fortsat have en dialog med dem for at se, om vi ikke kan finde en løsning, siger han.
Borgmester Hans Østergaard frygter, at flere vil vælge at droppe Folkemødet med det nye og strammere koncept.
- Jeg hører fra andre, at konceptet er ved at blive lige smalt og lige dyrt nok. Derfor tænker jeg, at vi vil se flere, der trækker stikket, siger han.