Vi vil kende den gris, der ligger på vores tallerken

En ny fødevarevirksomhed på Bornholm vil blandt andet fortælle historien om både økogrisene, skovgrisene og bryggergrisene.

Til december åbner en ny fødevarevirksomhed i det gamle kyllingeslagteri BornPoultry i Hasle. Her skal forarbejdes og pakkes økologisk og konventionelt grisekød. Slagtermester Alex Pedersen sørger for den del af produktionen, mens Thomas Pedersen leverer en del af grisene. (Foto: Jens ørberg © DR)

Når vi vælger at bruge lidt flere penge på at købe økologisk svinekød, vil vi også gerne vide, hvor grisen kommer fra.

Og den historie vil fremover følge med både de økologiske skovgrise og den almindelige økologiske gris fra Vasagård på Bornholm. Og så får det økologiske svinekød selskab af endnu en specialgris, der også kommer i kølediskene sammen med den gode historie.

- Forbrugerne vil gerne have den historie med, og den kan vi give dem nu, hvor vi kan få kødet forarbejdet et lille sted, siger Thomas Pedersen, der står for den daglige drift på Vasagård.

En tur omkring Danish Crown

Det er blandt andet blevet muligt, fordi én af Bornholms største svineproducenter, Karsten Westh, har købt det lukkede kyllingeslagteri i Hasle og laver det om til en ny fødevarevirksomhed, der kan forarbejde og pakke svinekødet fra blandt andet Vasagård.

Den nye virksomhed skal ikke slagte svinene - det tager Danish Crowns slagteri i Rønne sig af, mens den nye virksomhed altså klarer resten af arbejdet incl. pakning.

Økosvin og bryggergrise

Vasagård producerer 1.500 økologiske grise om året, og det er langt fra nok til at holde de to nyansatte slagtere i arbejde. Derfor vil svineproducent og nu også virksomhedsejer Karsten Westh selv levere endnu en specialgris - en bryggergris.

Det er en helt ny produktion, som Karsten Westh har startet på Brændegård ved Østermarie.

Grisene bliver fodret med specielt bornholmskproduceret foder, som blandt andet består af hestebønner, ostevalle fra Bornholms Andelsmejeri og mask fra Svaneke Bryghus. Den foderblanding skal ikke kun bruges til at fortælle kødets historie, men det vil give kødet en let ølsmag.

På Brændegård kan Karsten Westh regner med at producere 5.000 bryggergrise til en begyndelse, men han kan udvide produktionen op til 20.000 bryggersvin om året.

Facebook
Twitter