15 nye kystprojekter kan være på vej, mens de første ti stadig sejler

Der skal evalueres, før man kan tage stilling til, om 15 nye kystprojekter skal have lov til at blive til virkelighed.

I kølvandet på ti store kystprojekter, der i 2015 fik lov til at blive bygget på de danske kyster, ligger 15 ligeså store projekter. (Foto: Anders Lifland Nørgaard- DR Fyn)

Champagnepropperne poppede og jubelbrølene var høje, da regeringen i oktober 2015 gav ti projekter en dispensation, der gav dem lov til at opføre byggerier inden for den såkaldte strandbeskyttelseslinje.

Det vil sige mindre end 300 meter fra strandkanten.

Tre år efter har samtlige projekter fortsat svært ved at få vind i sejlene.

To har lidt druknedøden, mens de otte andre kæmper med enten finansiering eller plangodkendelser for at holde sig oven vande.

I kølvandet på de ti projekter var 15 andre sat i søen og klar til at lægge fra land.

- Der var mange af de projekter, der blev fravalgt i første omgang, men som er fornuftige, forstandige og særdeles realiserbare, siger Hans Kristian Skibby, der er erhvervsordfører hos Dansk Folkeparti.

Men når de ti første projekter ikke umiddelbart har været en succes, så mener Nina Larsen Saarnak, der er leder for lokale sager ved Danmarks Naturfredningsforening, at det ville være at gå imod strømmen at give sig i kast med de 15 nye projekter.

- Jeg håber, at politikerne kigger på, hvordan det er gået med de første ti projekter. Der synes jeg ikke, det tyder på, at det er den vej, vi skal fortsætte ned ad. Der er ikke investorer til det, det ser ikke ud til, at det går særligt godt, og erhvervet peger i deres udviklingsplaner heller ikke på, at det er den vej, vi skal gå, siger hun og fortsætter:

- Det er vi rigtig glade for i Danmarks Naturfredningsforening. Vi vil gerne ned ad den vej, der fører til, at vi ikke skal bygge på kysterne.

Projekter skal evalueres

Den betragtning er Anne-Mette Hjalager, der er professor i turisme ved Syddansk Universitet, enig i.

Hun mener, at projekterne har ramt forbi, hvad turisterne rent faktisk efterspørger. Indtil man har fået styr på det, håber hun ikke, at man sætter gang i flere projekter.

- Jeg håber, at man ser det her godt efter i sømmene. Det blev lanceret som et forsøgsprojekt, og jeg har ikke set nogen, der har evalueret ordentligt og grundigt på de her projekter. Jeg synes, man skal se den evaluering, før man giver 'go' til nye projekter, forklarer hun.

Ifølge Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen, skal der evalueres på projekterne, når forsøgsordningen udløber i oktober 2020.

Men står det til ham, så han gerne, at der blev igangsat flere projekter langs de danske kyster.

- Der står i aftalen, at der skal etableres mellem nul og 15 yderligere projekter. Nullet var i hvert fald ikke med vores gode vilje, men det var så langt, vi kunne nå hinanden politisk. Men det tager vi stilling til, når vi kan gøre første forsøgsrunde op, siger han.

Facebook
Twitter