180.000 aftaler gik i vasken: Sundhedspersonale venter forgæves på patienter

Patienter i massevis bliver væk fra aftaler på hospitalerne i Region Syddanmark. Men mulig løsning i sigte.

Der var masser af tomme stole i venteværelserne på hospitalerne i Region Syddanmark i 2018. (Arkivfoto) (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Du sidder i venteværelset på hospitalet. Ud kommer lægen og med høj stemmeføring slynges et navn ud i lokalet.

Alle kigger sig lidt omkring, men der er ingen, der reagerer på lægens spørgen.

Hvis du har oplevet dét, er du bestemt ikke den eneste.

Det scenarie udspillede sig nemlig mere end 180.000 gange på hospitalerne i Region Syddanmark i 2018.

Det svarer til 500 gange hver eneste dag.

Når en patient glemmer eller udebliver fra sin aftale på et sygehus, fører det til frustrationer hos personalet og unødigt administrativt arbejde med at finde nye tider.

Det er ikke godt nok, mener Poul-Erik Svendsen (S), der er formand for Sundhedsudvalget i Region Syddanmark.

- Udeblivelser fører jo til, at vi nogle gange har personale siddende, som ikke har nogen patienter, og det er dårlig udnyttelse af fagfolk, siger han.

I Region Syddanmark er det knap fem procent af alle aftaler på hospitalerne, hvor patienten aldrig dukker op. Det til trods for at man har forsøgt sig med breve i e-boks, opringninger og påmindelser over sms.

Samme dag under samme tag

På Stenos Diabetes Center på Odense Universitetshospital (OUH) mærker man særlig meget til udeblivelserne.

Her blev op mod 20 procent af patienterne væk fra aftaler i 2018, mens det på OUH var omkring 3 procent af alle aftaler, der gik i vasken.

- Det er en relativt stor udfordring. Personalet bliver ikke udnyttet godt nok, og patienterne får ikke den optimale behandling og kontrol. Det kan være med til at gøre ventelisterne endnu længere, siger klinikleder Michael Røder.

Men måske har de nu fundet en løsning på diabetescentret.

Problemet for patienterne med diabetes er, at de skal igennem fire forskellige undersøgelser. Tidligere har de ligget på forskellige dage, men fra årsskiftet satte man gang i et forsøg, hvor man tilbyder patienterne at få alle undersøgelse samlet på én dag - 'Samme dag under samme tag', kaldes projektet.

Og i løbet af de tre måneder projektet har kørt, er patienterne mødt op i langt højere grad end tidligere.

Klinikleder Michael Røder. På Stenos Diabetes Center på Odense Universitetshospital har måske fundet ud af, hvordan man kan få patienter til i højere grad at møde op til deres aftaler på hospitalet. (Foto: Jonatan Grau Møller)

- Vores udeblivelsesprocent er faldet til lidt under det halve, hvilket vi er rigtig glade for, siger Michael Røder og fortsætter:

- Det er helt klart stadig for højt, men vores mål er at komme ned på tre procent ligesom resten af hospitalet.

Godt initiativ

Danny Skjødt Pedersen er patient på afdelingen, og han ser tiltaget som en god idé. Han har selv prøvet at blive væk fra en aftale.

- Jeg fik super dårlig samvittighed, for der sidder jo dygtige mennesker og venter på, at man kommer til. Jeg ringede og sagde undskyld, og det var lige før, jeg havde lyst til at tage blomster med næste gang.

Lars Poulsen bor ikke langt fra hospitalet, og ser det ikke udelukkende som en fordel at undersøgelserne nu bliver samlet. Det betyder, at han nu er nødt til at sætte halve- og hele dage af til hospitalsbesøg.

- Normalt ville jeg bare køre ind og få taget en blodprøve og komme ugen efter og gå direkte til samtale med min diabeteslæge, som så har fået resultaterne i mellemtiden. Men set i et helhedsperspektiv er det en god idé.

I Region Midtjylland har man forsøgt sig med at udstede en bøde på 250 kr. ved en udeblivelse, men det førte ikke til et fald i antallet af udeblivelser. Konklusionen var, at gebyret minimum skulle sættes op til 500 kr. for at have en virkning.

Facebook
Twitter