19-årig debutant sammenlignet med ung Scarlett Johansson: 'Jeg hoppede, dansede og krammede alle'

Det nyskrevne blad i skuespilverdenen, Sandra Guldberg Kampp, spiller overfor Sidse Babett Knudsen i dramatisk spillefilm.

Interessen for skuespil blev vakt lidt tilfældigt, da Sandra Guldberg Kampp som 11-årig var med som matrosbarn i filmen "Far til fire til søs".

Siden blev det til andre mindre roller, indtil Sandra Guldberg Kampp pludselig som 17-årig blev udvalgt til at spille hovedrollen i Jeanette Nordahls debutfilm, mafiadramaet "Kød og blod".

- Det har jo været fantastisk og meget angstprovokerende på alle måder, men jeg har ikke følt det store pres, mens vi lavede filmen, for alle på holdet har været rigtig gode til at passe på mig, fortæller Sandra Guldberg Kampp.

I "Kød og blod" spiller Sandra Guldberg Kampp rollen som 17-årige Ida, der mister sin mor og flytter ind hos sin kriminelle moster, der spilles af Sidse Babett Knudsen.

Og det har været et givende samspil, fortæller Sandra Guldberg Kampp.

- Det har været skønt. Jeg har lært utrolig meget af hende. Man får så meget oprigtigt ind i sit spil af at have nogle, der er så gode, til at spille overfor en, siger Sandra Guldberg Kampp, der forklarer, at man instinktivt reagerer på det, de andre skuespillere gør.

Sidse Babett Knudsen lagde knap nok mærke til, at Sandra Guldberg Kampp var forholdsvis uerfaren skuespiller.

- Sandra er meget intens og meget, meget spændende at se på og meget givende at sidde overfor. Der kommer enormt meget ud af hende, så jeg tænkte ikke så tit på, at hun var ung, eller om det var første gang, fortæller hun.

Da filmens instruktør Jeanette Nordahl så Sandra Guldberg Kampp til castingen var hun ikke i tvivl om, at hun skulle spille med i filmen.

- Hun gik op ad trappen, og jeg tænkte: Det er bare løgn - det er jo præcis sådan, jeg har forestillet mig, at Ida skal se ud, siger hun og fortsætter:

- Ida er en meget speciel karakter i filmen, der ikke siger særlig meget, og hvor man skal kunne aflæse rigtig meget. Og der kan Sandra noget med sit udtryk. Man har lyst til at vide, hvad hun tænker, og hvor hun kommer fra.

Jeanette Nordahl sammen med Sidse Babett Knudsen til forpremiere på "Kød og blod" i Bogense. (Foto: Anne Mette Thrane // Mathias Jacobsen)
Jeanette Nordahl sammen med Sidse Babett Knudsen til forpremiere på "Kød og blod" i Bogense. (Foto: Anne Mette Thrane // Mathias Jacobsen)

International anerkendelse ved verdenspremiere

"Kød og blod" har Danmarkspremiere den 28. maj, men det unge skuespiltalent har allerede høstet international anerkendelse.

Filmen havde verdenspremiere på filmfestivalen Berlinalen i Berlin i slutningen af februar, hvor den blev vist på sideprogrammet Panorama, der er en sektion med fokus på anderledes og modige historier.

Her fik både film og hovedrolleindehaver roser med på vejen.

Det amerikanske branchemedie Variety sammenlignede Sandra Guldberg Kampp med en ung Scarlett Johansson, og dén besked vakte glæde hos det unge skuespiltalent.

- Jeg hoppede og dansede og krammede alle, jeg kunne komme til. Det var jo for vildt - især når de, der har skrevet det, er så etablerede, som de er, fortæller Sandra Guldberg Kampp.

0:00

Overvældet debutant

Også i instruktørstolen var det en debutant, der kunne pakke sin festivalkuffert fyldt med verbale roser og rejse glad hjem fra Berlinalen.

Instruktør Jeanette Nordahl, som er uddannet fra den alternative filmskole Super 16 i København, var i det hele taget overvældet over, at filmen blev udtaget til filmfestivalen i Berlin.

- Det er sindssygt fantastisk. Det er klart den festival, jeg havde håbet på, at vi kom med på, siger Jeanette Nordahl.

Berlinalen løb af stablen fra 20. februar til 2. marts 2020 og er en af de største filmfestivaler på verdensplan. I år var der 400 film med fra hele verden og i alt fire titler fra Danmark. Festivalen besøges af instruktører, skuespillere og anmeldere, men er også åben for

offentligheden
.

Instruktør Jeanette Nordahl var stadig helt overvældet, da hun kom hjem fra Berlinalen.

- Vi havde nogle virkeligt fede filmvisninger for publikum, siger Jeanette Nordahl, der oplevede det blandede publikum som meget engageret.

Sandra Guldberg Kampp til forpremiere på "Kød og blod" i en tætpakket sal i Støberiet i Bogense. Filmen er optaget i Nordfyns Kommune.
Sandra Guldberg Kampp til forpremiere på "Kød og blod" i en tætpakket sal i Støberiet i Bogense. Filmen er optaget i Nordfyns Kommune.s

Faktisk var interessen for "Kød og blod" på Berlinalen så stor, at der ved den sidste visning var 100 mennesker, som ikke fik plads, fordi biografsalen var fyldt.

Jeanette Nordahl er overbevist om, at de gode anmeldelser og publikums snak om filmen var med til at give filmen et godt ry, og måske er folk også klar til at prøve kræfter med noget andet, end de plejer, fortæller debutanten.

- Jeg synes jo, at vi har lavet en dejlig film, der i sin art house-genre forhåbentlig også kan underholde. Det er jo virkelig meget vores eget take på genren, siger hun.

Filmen er senest udtaget til Karlovy Vary International Film Festival i Prag til juli.

"Mindede ikke om noget, jeg har set før"

Sidse Babett Knudsen, der senest har spillet med i en dansk spillefilm for seks år siden i en mindre rolle i "Kapgang", var ikke sen til at sige ja til rollen som matriarken Bodil i "Kød og blod".

I sin rolle trækker hun på referencer fra andre mafiadramaer, men karakteren ligger langt fra de roller, hun tidligere selv har spillet.

- Jeg synes, det er en rigtig fed rolle - en rigtig sjov, sammensat og super godt skrevet rolle. Jeg faldt virkelig for rollen med det samme, siger Sidse Babett Knudsen og fortsætter:

- Det mindede ikke om noget, jeg har læst før. Det er nogle modige mennesker, som har taget en genre og gjort den helt til sin egen, og det er meget konkret i manuskriptet.

0:00

Sidse Babett Knudsen kunne helt tydeligt se karakteren for sig, og i rollen som Bodil blev der stort set ikke ændret i de replikker, som allerede var nedskrevet i manuskriptet.

- Jeg var enormt tændt på, at der også var vold med, og hun (karakteren Bodil, red.) går over andre menneskers grænser, men det er også meget tydeligt, at hun har en stærk moral. Det er bare en anderledes moral end

normen
, siger Sidse Babett Knudsen.

Ikke det sidste vi har set til Sandra

Hovedrollen i mafiadramet og de flotte anmeldelser har givet den nu 19-årige Sandra Guldberg Kampp mod på mere skuespil.

- Jeg har travlt. Især her efter Berlin er der kommet rigtig meget interesse, og det er mega dejligt, men også meget stressende, siger hun.

Hun har været i gang med flere forskellige projekter, hvoraf nogle af dem også kommer ud, men hun kan endnu ikke løfte så meget af sløret.

- Det hele er så hemmeligt, siger Sandra Guldberg Kampp og tilføjer, at hun er igang med at udvikle en spillefilm sammen med en instruktør.

Facebook
Twitter