20-årig dømt for at dele videoer af ofrene fra togulykken på Storebælt

Den 20-årige mand får bøde for at sende billeder og videoer til medier og venner.

Otte personer mistede livet, og 16 kom til skade under togulykken. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Vi var kun lige kommet ind i det nye år, da Danmark blev ramt af den største togulykke i flere årtier.

Nu er en 20-årig mand fundet skyldig i at optage og dele video af ofrene for ulykken. Han bliver straffet med dagbøder på i alt 20.000 kroner for at overtræde straffelovens §264d.

Den 2. januar 2019 var et lyntog på vej fra Fyn til Sjælland, da det blev ramt af en tom lastvognstrailer fra et modkørende godstog.

Der var i alt 131 passagerer med toget den morgen. Heriblandt var den 20-årige mand, som oprindeligt kommer fra Odense.

Umiddelbart efter ulykken optog han video og tog billeder, som han sendte til flere medier og mindst to af sine venner.

Indrømmer at have taget billederne

Retten i Svendborg fandt ham i dag skyldig i "uberettiget videregivelse af billeder."

Ifølge anklageskriftet fra Fyns Politi viser billederne blandt andet "legemsdele og andet biologisk materiale" fra fem af de i alt otte passagerer, som mistede livet.

Under retsmødet fortalte den 20-årige, at han sendte billederne til vennerne, fordi han havde brug for at dele den alvorlige oplevelse med sine nærmeste for at bearbejde chokket.

Det første medie, han kontaktede, var DR P4 Fyn på Facebook. Her bad han om hjælp:

"Hej, vi er muligvis kørt sammen med et andet tog og sidder fast på Storebælt, kan I melde ud, at alt frivilligt hjælp er godtaget, da mange er kommet til skade," skrev han på messenger.

Efterfølgende sendte han billeder og videoer til flere danske og udenlanske medier.

Medierne blev aldrig tiltalt

DR P4, TV2 Øst og Politiken er alle nævnt i anklageskriftet, fordi medierne modtog billeder af den 20-årige mand.

Men politiet har ikke ment, at medierne har brudt loven, idet de ikke har bragt billederne, eller fordi de har fjernet dem hurtigt igen. Det er i sig selv ikke ulovligt at modtage billederne.

Ønsker ikke at anke

Anklager Maria Fanø-Fredeløkke havde ønsket den 20-årige idømt en bødestraf på 22.000 kroner, mens hans forsvarer Berit Ernst ønskede sin klient frikendt.

Den 20-årige nægtede sig skyldig, men ønsker ikke at anke dommen:

- Min klient har valgt at modtage dommen i håbet om, at vi kan lægge det bag os - både for hans skyld og for alle andre, der har været en del af ulykken, fortæller Berit Ernst til DR.

Retsmødet var offentligt, men dørene var lukkede, imens der blev vist billeder og videoer fra togulykken.