28-årig skudt i Vollsmose

Politiet er massivt til stede i bydelen i Odense.

Politiet er til stede foran lejlighedsbygningen i Vollsmose efter skyderiet. (Foto: Jonatan Grau Møller © DR FYN)

En 28-årig mand er blevet skudt i bydelen Vollsmose i Odense og er kørt til behandling på Odense Universitetshospital. Han er uden for livsfare.

Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

'Politiet har endnu ikke klarlagt, hvad der var motivet til skudepisoden, men umiddelbart tyder det ikke på, at der er tale om en banderelateret hændelse,' skriver de.

Personen bliver behandlet for skudsår i mave og den ene arm efter en skudepisode i personens lejlighed i Fyrreparken.

Skyderiet blev anmeldt 13.38 og kort herefter var politiet massivt til stede på adressen.

DR Fyns mand på stedet fortæller, at politiet stadig er til stede med flere end syv politibiler ved lejlighedskomplekset, men at de klokken halv fem så småt er ved at pakke sammen.

Fyns Politi fortæller, at de ingen yderligere oplysninger har om episoden på nuværende tidspunkt.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på fyn@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.