35 dage med skærpet strafzone: Beboere føler sig stemplet

En skærpet strafzone ændrer ikke på noget, mener beboere i Vollsmose.

Når folk skyder efter hinanden og forsøger at slå hinanden ihjel, så tror beboer Thomas Skov Jensen ikke på, at de først overvejer, om de er i en strafzone eller ej.

To skudepisoder i januar fik Fyns Politi til at tage et nyt redskab i brug - en skærpet strafzone.

Det betyder, at hvis man laver blandt andet vold, hærværk eller afpresning inden for det afgrænsede område, bliver straffen dobbelt så hård, end den ville være udenfor zonen.

Men det er ikke rart endnu engang at være omdrejningspunkt for negative historier, mener Thomas Skov Jensen, der er næstformand for Samarbejdsrådet i Vollsmose, der består af repræsentanter fra boligforeningerne i området.

- Vi er vant til at blive stigmatiseret og stemplet herude, så det er ikke noget nyt. Men derfor er det stadig ubehageligt at blive stemplet, siger Thomas Skov Jensen.

I forbindelse med de to hændelser fandt politiet ud af, at der er tale om en konflikt mellem to grupper, der kan betegnes som bander.

Det skaber en "ikke ubetydelig utryghed", og derfor valgte politiet at indføre den dobbelte strafzone, fortæller politiinspektør ved Fyns Politi Johnny Schou.

- Da vi har fået det her redskab til rådighed per 1. januar, tænker vi, at det er nødvendigt at bruge for at genskabe den tryghed, der bør være i sådan et boligområde, siger Johnny Schou.

Ifølge politiinspektøren er den dobbelte strafzone et glimrende værktøj for politiet.

- Efterhånden som banderne finder ud af, hvilken effekt zonen har, når vi får fat i dem, så er det vores indtryk, at det vil være med til at dæmpe konflikerne, siger Johnny Schou.

Kan ikke mærke forskel

Hverdagen er stadig den samme som før strafzonen blev indført, og der er generelt trygt i området, mener Lone Andersen, der bor i Vollsmose. Men hun er ikke glad for, at der nu er oprettet en strafzone, hvor hun bor.

- Det er lidt skræmmende, at man ikke kan bevæge sig frit og regne med, at man har lige rettigheder, ligemeget hvor man er, siger Lone Andersen.

Også Metha Maul er ærgerlig over zonen. Hur bor i Bøgeparken, hvor der tidligere har været skyderier, og hun føler sig stemplet for at bo, hvor hun bor.

- Vi er alle lige for loven. Men det er vi jo ikke, når man bor i en strafzone, siger hun.

Oprindeligt gjaldt strafzonen fra den 1. til den 6. februar. Men to gange har Fyns Politi valgt at forlænge den.

Efter planen skal den slutte torsdag den 7. marts klokken 12.00. Men den kan godt blive forlænget igen, hvis Fyns Politi mener, det er nødvendigt.

- Så længe vi har en tilstand, hvor vi vurderer, at en strafzone er nødvendig, så vil vi gøre det, siger politiinspektør ved Fyns Politi Johnny Schou.

Næstformand i Samarbejdsrådet i Vollsmose, Thomas Skov Jensen, tror ikke, at trygheden eller hverdagen kommer til at ændre sig, når der ikke længere er en strafzone i Vollsmose.

- Jeg tror ikke på, at der kommer et masseskyderi torsdag aften, bare fordi strafzonen bliver ophævet, siger han.

Facebook
Twitter