44 curlingmedlemmer drømmer om ny ishal til 12 millioner kroner

En ny curlinghal skal skabe curlingspillere på eliteplan i Odense Curling Club.

Hvis man vil dyrke curling på eliteplan, kræver det den rigtige ishal, mener formand for Odense Curling Club. (© Odense Curling Club)

En curlinghal til 12 millioner kroner.

Det er drømmescenariet hos Odense Curling Club, som ønsker en ny ishal for at bringe Odenses curlinghold op på eliteniveau både nationalt og internationalt.

I dag spiller klubbens 44 curlingspillere på Odense Isstadion, og det er ikke optimalt, forklarer Mikkel Juul Larsen, formand for Odense Curling Club.

- At spille curling på ishockey-is svarer til at spille fodbold på en pløjemark, og det er ikke ordentlige forhold, hvis man vil spille elite, siger han.

Den ny ishal vil koste 12 millioner kroner, hvoraf klubben ønsker, at op mod seks millioner kroner skal komme fra kommunen.

Klubben har allerede skaffet seks millioner kroner via privat finansiering, og mener derfor ikke, at det er urimeligt at drømme om en hal til 12 millioner kroner.

- Vi har faktisk været i stand til at rejse seks millioner kroner selv indtil videre, og så tilbyder vi kommunen, at de kan få en curlinghal til et forholdsvist beskedent beløb i den sammenhæng, siger Mikkel Juul Larsen.

Klubben vil også forsøge at skaffe yderligere finansiering igennem fonde, hvis Odense Kommune bakker op om projektet.

Idéerne fremlægges for kommunen tirsdag

Tirsdag fremlægger Odense Curling Club planerne med curlinghallen for by- og kulturudvalget i Odense Kommune.

Rådmand for by- og kulturforvaltningen Jane Jegind (V) er positiv over for klubbens initiativ.

- De skal i hvert fald have stor ros for selv at have taget initiativet og for selv at komme med et forslag, hvor de påtænker at finde en betragtelig del af pengene selv. Om det bliver til noget eller ikke, er svært at sige på nuværende tidspunkt, siger hun.

Planen er at placere curlinghallen på Pederstrupvej i det nordvestlige Odense. Men før kommunen kan godkende en eventuel økonomisk indsprøjtning til byggeriet, skal det afklares, om det er tilladt at bygge en curlinghal på det sted, klubben har planlagt.

- De skal vide, om det kan realiseres. Så vi skal have forelagt deres tanker og idéer, så udvalget kan se, om vi synes, at det er et spændende projekt, og om det overhovedet er muligt, samt om det kan blive realiseret på den placering, de foreslår, siger rådmand Jane Jegind (V).

Odense Curling Club har pt. 44 medlemmer, men håber på at få flere medlemmer, hvis planerne om en ny ishal lykkes. (© Odense Curling Club)

Mulighed for medlemsvækst

Formand i Odense Curlingklub håber, at projektet bliver positivt modtaget i kommunen, da det vil være en saltvandsindsprøjtning til klubben.

- Erfaringerne fra andre klubber viser, at der sker en medlemsvækst, og det er også lettere at fastholde de medlemmer, man allerede har, siger Mikkel Juul Larsen.

Planen er også at skabe odenseanske elitespillere.

- Vi forventer at vi vil kunne stille med elitehold fra Odense og blande os i eliten, som nu er domineret af københavnerhold, så vil vi kunne vinde medaljer nationalt og internationalt, siger formanden for Odense Curling Club.

Men udover bedre forhold for klubbens medlemmer kan en ny ishal også benyttes til handicapcurling, skolecurling og seniorcurling og vil dermed også være en fordel for kommunen.

Hvis planerne lykkes, er det målet, at den ny curlinghal skal stå klar i midten af 2020.

Facebook
Twitter