50 procent dyrere: Kæmpe ekstraregning for e-sport i Odense

ESL Pro League-finalerne i Odense i december skulle have kostet 3,5 millioner kroner. Regningen blev 50 procent dyrere

Der var fest og farver, da de internationale e-sportsstjerner indtog Odense i december 2017. (Foto: Helena Kristiansson (ESL) © Helena Kristiansson)

En stor e-sport-turnering, der skulle brande Odense og sætte gang i væksten i byens robotvirksomheder, viser sig nu at have kostet kommunen langt mere end først beregnet.

Hvor kommunen havde afsat 3,5 million kroner til det første af tre år med ESL Pro League i Odense, viser regningen sig nu at løbe op i over 5,1 millioner kroner.

Det viser en aktindsigt, som DR har fået.

Det var nemlig ikke alle, der fra begyndelsen troede lige så meget på en arena fyldt med verdens bedste computerspillere i Counter Strike som Odense Kommune, og det lykkedes aldrig at finde de private investorer, der skulle løfte projektet og sikre en fuldt besat e-sports-udstilling og en stor amatørturnering - et såkaldt LAN-party - omkring den store professionelle turnering.

- Det er rigtig ærgerligt, siger Michael Bruhn Frederiksen, chef for strategi og transformation i Odense Kommune.

ESL i Odense

Finalerne har tidligere været holdt i blandt andet London og Dallas. Men i 2017, 2018 og 2019 vil vinter-finalerne blive afholdt i Odense.

I december var det første gang, at ESL afholdt turnering blev holdt i Danmark, selvom Danmark har nogle af verdens bedste Counter Strike-spillere.

Private partnere hoppede fra

Det var ellers netop festivalstemning, en stor expo-udstilling og amatørturnering, der var Odenses bud på, hvordan byen kunne skille sig ud som vært for den professionelle turnering.

Men i forsommeren stod det klart, at de private firmaer, kommunen forhandlede med, alligevel ikke ville arrangere den del af projektet.

De private partnere havde ekspertise inden for at arrangere LAN-party (en amatør-turnering) og salg af stande til en stor udstilling, som kommunen ville skabe ved siden af den professionelle turnering. Men de sprang fra et halvt år før ESL slog dørene op for tusinder af e-sports-fans i Odense.

- Vi havde regnet med betydelige indtægter derfra, men det lykkedes os ikke at få det konsortium på plads, og derfor fik kommunen selv en langt større rolle i det, end vi havde forestillet os, og vi fik ikke de indtægter derfra, som vi havde budgetteret med, erkender Michael Bruhn Frederiksen.

Han mener ikke, det havde været bedre at aflyse Expo og Lan-party, til trods for at det allerede i efteråret stod klart, at det ville komme til at koste Odense Kommune dyrt.

- Det hjælper ikke at droppe noget, som man havde regnet med nogle indtægter på. Det får man stadig ondt i økonomien af. Det var en afvejning, og vi valgte at holde fast og tro på, at vi alligevel kunne få kvalitet i arrangementet, og at det kunne syne af noget, siger Michael Bruhn Frederiksen.

Prøver igen

Selvom de private partnere sprang fra, har Odense Kommune ikke opgivet ideen om at finde professionelle aktører til at drive eventet, når ESL vender tilbage senere i år.

Alligevel mener Michael Bruhn Frederiksen stadig, at det er realistisk, at 2018-udgaven vil kunne holde sig inden for budgettet på 3,5 millioner kroner. Han mener, at en del af ekstra regningen skyldes, at kommunen ikke havde lagt budgettet efter at år 1 i en ny event typisk er dyrere end de efterfølgende år.

- Og jeg tror, vi kan finde nye private firamer, der vil løfte den del af det. Grundlæggende er det et meget spændende arrangement, som vi er firstmovere på. Det er en lækker event, som man godt kan bygge stærkt kommercielt indhold op omkring, siger han.

Men det var det vel også for et år siden?

- Ja, men tiden var en vigtig faktor. Den var voldsomt fremskredet og selv en privat virksomhed ville ikke kunne sælge ret meget med den tidshorisont, vi endte med at stå med, siger Michael Bruhn Frederiksen.

Politikerne i Odense er blevet orienteret om, at det samlede budget for ESL bliver overskredet med to millioner kroner. Prisen for at få e-sport-arrangementet til Odense bliver således 12,5 millioner kroner over tre år og ikke som tidligere antaget 10,5 millioner kroner.

Pengene bliver taget fra puljen til vækstinitiativer, som Odense Kommune har afsat til blandt andet e-sport og musikfestivalen Tinderbox.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på fyn@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.