500 tænder lys på hærværksramt muslimsk gravplads

Kristne og muslimer sammen i stille protest mod hærværk på muslimske grave i Odense

Op imod 500 mennesker mødte onsdag aften op på den muslimske gravplads på Korsløkke Kirkegård i Odense efter omfattende hærværk på 50 gravsteder. (Foto: Anna Hjortdal)

Politiet skønner at op imod 500 mennesker onsdag aften mødte op på den muslimske gravplads på Korsløkke Kirkegård i Odense for at tænde et lys efter det omfattende hærværk, der er sket i weekenden.

- Jeg er her i sympati med dem, der har været udsat for det her, siger en af deltagerne, Kirsten Carlsson.

Omkring 50 gravsten er blevet smadret og smidt rundt. Det skete formentlig natten til mandag.

Politiker: Tolerance er en værdi i Odense

Amela Brakovich er også mødt op til højtidligheden. Hendes mormor og morfar er begravet på pladsen.

- Det er vigtigt, at vi står sammen om at tage afstand fra det her, siger hun.

Brian Skov Nielsen, Enhedslisten-medlem af Odense Byråd har været med til at arrangere støtte-demonstrationen.

- Vi vil støtte op om ofrene for denne grufulde handling. Vi kan ikke være det her bekendt, så vi er nødt til at sige, at vi er en by, hvor tolerance er en værdi. Her er plads til alle, siger han.

Glad for støtten

Arrangørerne går efter en stille demonstration, da det er en gravplads, arrangementet foregår på.

- Vi forsøger at få tændt så mange lys som muligt trods blæst og regn, siger Brian Skov Nielsen.

Said Rafik, formand for Islamisk Trossamfund i Odense er glad for støtten.

- Hærværket gør ondt i hjertet. Jeg er meget bekymret, siger han.

Vil have beskyttelse af muslimske gravpladser

Han efterlyser beskyttelse af muslimske kirkegårde.

- Det er anden gang på kort tid, der er hærværk mod en muslimsk gravplads. I juni var der hærværk på en muslimsk kirkegård ved København. Jeg er bange for, at det ikke er sidste gang, siger han.

Politikommissær ved Fyns Politi Carsten Arentoft er endnu ikke kommet nærmere en forklaring på det omfattende hærværk.

- Om det er et politisk motiv, et had-motiv eller grove drengestreger, kan vi ikke lægge os fast på endnu, siger han.

Facebook
Twitter