82-årige Jens Ove driver egen virksomhed med kuglepen og regnemaskine: ' Jeg fortsætter, til hjernen ikke fungerer mere'

Flere ældre over 75 år er selvstændigt erhvervsdrivende.

Jens Ove Mortensen arbejder to timer om dagen i sin virksomhed Kent Ejendomme i Nyborg. (Foto: Henrik Mikaelsen)

På hovedgaden i Nyborg danner en lille forretning rammen om udlejningsselskabet Kent Ejendomme.

Bag skrivebordet sidder indehaver 82-årige Jens Ove Mortensen, der arbejder på kontoret to timer hver dag, til trods for at han længe har haft mulighed for at gå på pension.

- Det er mit lille liv her, og sådan har det altid været. Fra 1951 har jeg arbejdet hver eneste dag. Jeg kunne slet ikke forestille mig ikke at arbejde, fortæller han.

Her i firmaet bliver regnskabet lavet med regnemaskine og et kladdehæfte, der er inddelt i et nøjagtigt skema med kuglepensstreger. I et hjørne af kontoret står et stort, grønt pengeskab, der kunne være taget ud af en Olsen Banden-film.

Overtal af selvstændige i generationen

Jens Ove Mortensen driver Kent Ejendomme med sin søn. Og han er langt fra den eneste, der sent i livet møder ind til egen virksomhed hver dag.

Til trods for mange fødselsdagslys i lagkagen er der på ti år sket en stigning svarende til en tredjedel i andelen af selvstændigt erhvervsdrivende blandt ældre i alderen 75 til 84 år.

Antallet er steget fra 5.941 i 2008 til 9.691 i 2017. Det viser de nyeste tal fra Danmarks Statistik.

Ifølge VIVE, det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, er andelen af selvstændigt erhvervsdrivende mærkbart blandt netop de ældre.

- Vi kan se, det bliver mere og mere almindeligt at være selvstændig, når folk kommer op i årene. Midt i halvfjerdserne ser det ud til, at de selvstændige er i overtal blandt de beskæftigede. Og det er ikke noget, der gælder, når vi kigger på folk under pensionsalderen, fortæller Mona Larsen, seniorforsker i VIVE.

Arbejdet er en del af identiteten

Det har længe været en kendsgerning, at vi bliver ældre i Danmark.

Det særlige ved den nuværende generation af personer i alderen 75-85 er dog, at de har en særlig tilknytning til arbejdsmarkedet, fortæller Anna Debel, konsulent i Ældre Sagen.

- Vi står med en generation af ældre, for hvem arbejdet er en vigtig del af deres identitet, så en del af dem vil gerne arbejde længere.

Det bekræfter Jens Ove Mortensen, der ikke mener, han kan undvære sit job.

- Der er ikke noget dejligere end at have små opgaver. Det er pragtfuldt, så længe jeg kan, har lyst og har energi. Så det ville være helt urealistisk ikke at have et lille job, siger han.

  • Jens Ove Mortensen holder overblik over virksomhedens 100 lejligheder i sin kolonnebog. (Foto: Henrik Mikaelsen)
  • Når Jens Ove arbejder, foregår det oftest med regnemaskine, blok og kuglepen. (Foto: Henrik Mikaelsen)
  • Virksomheden har et stort pengeskab i bedste Olsen Banden-stil. (Foto: Henrik Mikaelsen)
1 / 3

Endnu flere selvstændige ældre i fremtiden

Kigger man fremad, tyder meget på, at det ikke er slut med hverken regnemaskiner eller kundekartoteker for den ældste del af befolkningen.

- Jeg tænker, at udviklingen vil smitte af på de yngre generationer. De udviklingstendenser, vi ser, tyder på, at vi også har endnu flere selvstændige, når vi kigger ti år frem, fortæller Mona Larsen.

For Jens Ove Mortensens vedkommende er det sidste regneark heller ikke udfyldt endnu.

- Jeg fortsætter, til hjernen ikke fungerer mere. Det er jo store tal, jeg arbejder med, så der er meget at holde styr på. Men så længe jeg fungerer, kører det på denne måde, afslutter han.