850.000 havørreder udklækkes: Skal forbedre forholdene i de danske vandløb

På Fyns Laksefisk sørger de for, at bestanden af havørreder kan være til gavn for natur og fiskere.

I disse dage udklækkes 850.000 æg fra havørreder. De bliver sat ud i vandløb rundt omkring i Danmark i løbet af halvandet år. (Foto: Rasmus Valentin Kej)

Lige nu er 850.000 havørreder ved at klække hos Fyns Laksefisk på Elsesminde produktionsskole.

Det sker som et led i projektet Havørred Fyn og skal hjælpe med at holde bestanden af havørreder oppe i de danske vandløb og langs kysterne.

- Vi opdrætter dem for at hjælpe naturen på vej. Der er heldigvis en masse gode vandløb. Men der er stadig lang vej til at alle vandløb kan hjælpe naturen på vej, fortæller Linda Bollerup, der er fiskemester hos Fyns Laksefisk.

Derfor har opdrættet af havørrederne en dobbelteffekt, som både gavner natur og naturnydere.

- Det er både for at hjælpe naturen på vej, og fordi der er så mange, der elsker at fiske. Så der hjælper vi også med at sætte mange ud, siger Linda Bollerup.

Æggene kommer fra havørreder, som blev elfisket i efteråret. Herefter stryger man dem for æg og sæd, inden æggene befrugtes.

Fra børnehave til skole

Når æggene er blevet befrugtet opbevares de i store kar, der kaldes for børnehaven. Her bliver de passet af personalet, som sørger for, at så mange af æggene kan blive til fisk.

En af dem er Lillian Jespersen. Hun studerer til landmand med speciale med akvakultur og er nu i praktik på Elsesminde produktionsskole. Med sin pincet fjerner hun de døde, hvide æg, som ligger i bassinet.

- Vi kigger til dem hver dag, og holder øje med om de har det godt. Så fjerner vi de døde æg, hvis der måtte være nogen. Det er vigtigt, så der ikke går svamp i dem, forklarer Lillian Jespersen.

Når de små havørreder har forladt deres æg, bliver de flyttet til 'skolen'. Her skal de vokse sig store nok til, at de kan sættes ud i de danske vandløb. Hele processen tager halvandet år.

På Fyn bliver der sat 500.000 havørreder ud, mens de resterende skal gøre gavn i sjællandske og sønderjyske vandløb.