94 arbejdspladser flyttede fra Ejby: "Det tømmer landområderne for aktivitet"

I august flyttede 167 lokale arbejdspladser fra Ejby og Nørre Aaby på Vestfyn, fordi administrationen blev samlet i Middelfart.

Børne-, Kultur- og Lønafdelingen på det tidligere Ejby Rådhus. 15. august flyttede afdelingen, da kommunen samlede al administrationen på Middelfarts nye rådhus. (Foto: Anna Hjortdal)

I de sidste 7 år er mere end 8000 kommunale stillinger forsvundet fra landområderne. Rådhuse, plejehjem, daginstitutioner og skoler har stået for skud, når kommunalpolitikere har ryddet op i økonomien.

I Ejby og Nørre Aaby på Vestfyn forsvandt henholdsvis 94 og 73 kommunale arbejdspladser, da kommunens administration i august blev samlet i et nyt rådhus i Middelfart.

- Det er et problem, for det tømmer landområderne for aktivitet, mener Hans Berthel Jespersen, som stiller op til kommunalvalget for PositivPlus-listen i Middelfart Kommune, og fortsætter:

- Det er jo lidt trist at køre igennem Ejby og Nørre Aaby og se, hvad der er sket. Centraliseringen gør, at initiativ og aktivitetslyst går væk, siger han.

Alle partier undtagen Enhedslisten stemte for Middelfarts nye rådhus og bycenterprojekt.

Agnete Damkjær (V) er positiv overfor tiltaget, da kommunen vurderer at kunne spare mellem 5 og 6 millioner kroner årligt på at samle administrationen ét sted i den største by i kommunen.

- Det er simpelthen ikke penge, vi må smide ud af vinduet. Det her med at samle administrationen ét sted er det eneste rigtige, for de penge, vi sparer, kan komme ud at arbejde lokalt, forklarer Agnete Damkjær.

Men Egon Noe, der er professor på Center for Landdistriktsforskning på Syddansk Universitet, forudser, at det vil have en negativ effekt på udviklingen i landområderne.

HVEM ER ANSAT I KOMMUNEN?

Kommunerne står for den nære service som daginstitutioner, folkeskoler og ældrecentre, men også jobcentre, socialområdet, kommunale veje, fritids- og kulturtilbud

Faggrupper, der arbejder i kommunerne, er blandt andre lærere, pædagoger, sosu-assistenter, socialrådgivere, hk'ere, fysioterapeuter, akademikere og mange flere.

- Man sender et signal om, at det er et område under afvikling, og det har en lavineeffekt i forhold til huspriser. Man tør ikke at flytte derud af frygt for at blive stavnsbundet, hvis man får købt et hus og ikke kan sælge igen, siger han.

Men det er Agnete Damkjær ikke enig i. De penge, man sparer på administrationen, giver muligheder for nye lokale tiltag, mener hun.

- Vi har fokus på gode børnefaciliteter, gode skoler og daginstitutioner og et rigt foreningsliv, og det tror jeg vil generere, at der flytter nye tilflyttere til vores centerbyer, som Ejby og Nørre Aaby jo er, siger hun.

Samlet set har kommunerne sløjfet 30.000 kommunale stillinger de seneste syv år.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på fyn@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.