95-årig mor: Mit handicappede barn fyldte mere end de andre

Ulla Bondo har begravet sin yngste datter, men hun slipper hende aldrig. Ida dukker stadig op i hendes drømme.

- Jeg kan kun tænke på gode tanker om Ida, fortæller Ulla Bondo om den datter, som forandrede kernefamiliens liv for altid. (Foto: Nanna Ziegler DR Fyn)

'Ida Bondo' står der på den sandblæste gravsten. Fødselsdag og dødsdag står indgraveret i sort og fortæller, at Ida blev 48 år.

Det, der ikke står, er, at Ida havde Downs syndrom, var en efternøler i en søskendeflok på fem og døde af Alzheimers.

Foran gravstenen står hendes mor. Idas storesøster har hjulpet den 95-årige mor på kirkegården. Moren kan ikke lide at komme her, for hun er ikke klar til at klippe navlestrengen til sin døde datter.

Familiens maskot i stedet for bortadopteret mongol

Da Ida var en måned gammel, blev hun indlagt. Det er nok noget med maven, tænkte forældrene, inden lægen gav dem et helt andet svar:

- Hun er et mongolbarn, sagde hun.

- Hvordan skal jeg dog klare det? Hvad skal man lave med et mongolbarn? tænkte Ulla Bondo, der ikke kendte ikke til diagnosen Downs syndrom.

Imens frustrationer og spørgsmål fløj rundt, overvejede Ulla Bondo, om den lille skulle på institution i stedet for at være hos sin mor. Det kom som en overraskelse for en sundhedsplejerske, som gav Ulla selvtillid nok til at tage sin datter hjem.

  • Ulla Bondo kigger i familiens fotoalbum for at mindes de 48 år, hun fik med sin yngste datter. (Foto: Nanna Ziegler DR Fyn)
  • - Hun var et mildt, sjovt og fornøjeligt menneske, fortæller Ulla Bondo, imens hun holder et portrætfoto frem af sin datter. (Foto: Nanna Ziegler DR Fyn)
  • Her sidder Ulla Bondo med armen om sin unge datter. (Foto: Nanna Ziegler DR Fyn)
1 / 3

Ida blev bragt hjem til huset i Odense og sine fire søskende. Den ældste var 19 år. Den yngste 10. Som efternøler blev Ida hurtigt familiens maskot.

- Jeg ville gøre, hvad jeg kunne for, at hun kunne gøre mere, end mongolbørn normalt kan, fortæller Ulla Bondo, som ikke fortryder sin indstilling. - Det har helt sikkert hjulpet hende.

Som 5-årig fik Ida sit eget værelse. Det var nyt og spændende, synes Ida, men der manglede noget:

- Hvor skal din seng stå, mor? spurgte hun.

- Hun gav tusind gange igen, selvom hun ikke rigtig kunne noget selv, fortæller Ulla Bondo, som tænker tilbage på et barn, der skulle løftes op og ned ad trappen, selvom hun vejede 13 kilo.

Skyggebørn og skilsmisse

- Jo ældre hun blev, jo mere træt blev jeg. Jeg gik i seng, lige efter hun var gået i seng.

- Til stor skade for familielivet, erkender Ulla Bondo.

Hun fortæller, at hun tænkte på sin datter hvert eneste minut. Det endte med, at Idas 14-årige storesøster flyttede hjemmefra. Faren flyttede også.

- Vores ægteskab knirkede. Han flyttede, og vi blev skilt. Livet blev nemmere, erindrer 95-årige Ulla Bondo.

Oveni skilsmissen skiftede Ida skole. Hun var startet i en normal klasse på en normal skole. Kammeraterne rummede Ida, som var hun en af dem. Den eneste synlige forskel var, at hun skulle have støtte i dansk og matematik.

Men i takt med at klassetrinene steg, blev forskellen på børnene også større. Ida kunne ikke følge med, og et skoleskift reddede hende ikke fra mobning og skoletræthed.

- Hun følte sig handicappet for første gang i sit liv, fortæller moren.

Forfulgt af mor

Familiens hund gav Ida en daglig opgave. Hun fik lov til at lufte Bia, men helt alene var hun aldrig. Ulla Bondo fulgte efter hende hver gang.

- Jeg gjorde det selvfølgelig, uden hun anede det. Der er altid en angst i en mor eller far. Jeg ville være forberedt på det, der kunne ske, selvom hun var dygtig, forklarer hun.

En aften tog de i biografen sammen for at se Brødrene Løvehjerte. Efter filmen gik Ida selv i seng. Helt af sig selv sneg hun sig under dynen klokken otte.

Da Ulla kom op på værelset, sov Ida. Ved siden af hende lå et stykke papir med ordene:

Kære søde mor

Jeg sover.

Men vi to kan leve, til vi bliver halvfems år

Jeg elsker dig

Kys og Kruns fra din Ida

Stavefejlen bringer stadig smil frem på morens 95-årige læber. Den aften glemmer hun ikke, og brevet har hun endnu.

Magisk mælk

Årene gik, og Ida blev voksen. Men selv da hun var flyttet hjemmefra, var moren nødt til at hjælpe, hvis der skulle betales regninger, eller vasketøjet skulle på plads. Ida magtede ikke de huslige og praktiske ting selv.

- For hun var et værre rodehoved, griner moren.

Men familielivet bød på andet end grin og rejser. En af de hårdeste tider i Idas liv var, da hendes far døde. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle leve videre. Hun var ulykkelig, men på magisk vis skabte hun glæde og grin, når hun trøstede sine søskende.

- Så så, du skal ikke græde over spildt mælk, sagde hun til sin 10 år ældre søster.

Spildt mælk! Den hulkende søster skraldgrinede over maskottens sammenligning.

- Hun havde altså nogle fede måder at sige tingene på. Hun kunne løsne op for en stemning, fortæller søsteren Mathilde Bondo.

Farvel - for nu

Familien havde deres egen lille maskot igennem mange år. Moren havde passeret de aftalte 90 år, men det var Ida, som blev båret væk i kisten først.

De to var uadskillelige lige til dagen, hvor Ida fik at vide, at hun havde en dødelig sygdom.

- Alzheimers. Hun ville ikke noget af det, vi andre synes, at hun skulle. Kun nogle af hendes søskende kunne få hende til at grine, fortæller moren, som var vant til at være favorit.

- Hun lå og skreg og græd. Det milde, sjove, fornøjelige menneske, jeg kendte, forsvandt pludseligt ind i en sygdom, som jeg ikke kendte, fortæller Ulla Bondo.

Ulla Bondo har kun besøgt sin datters gravsted én gang siden begravelsen. (Foto: Nanna Ziegler DR Fyn)

Den 28. juli 2015 sov Ida ind, imens pædagoger sang omkring hende. Datoen var i forvejen en mærkedag i familien. Ulla Bondo havde fødselsdag på sin datters dødsdag.

Endnu en gang formåede hun at snige sig ind som centrum, fortæller Mathilde Bondo til sin mor. Moren giver hende ret.

- Jeg har hende stadig inde i mig. Jeg vågner, og pludseligt hører jeg skridt. Det føles som nærhed, fortæller hun foran datterens gravsten.

Hør Ulla og Idas historie i P1 featuren 'Mor for livet' fredag den 7. oktober. Du kan også høre den via linket her.

Facebook
Twitter