Der er alvorlig mangel på tandplejefagligt personale i den kommunale tandpleje. Sådan lyder det fra både kommuner og tandplejefaglige organisationer.
Assens Kommune har én tandlæge, én dag om ugen. I den ideelle verden skulle der være fire.
Her er manglen på hænder så kritisk, at kommunen ikke kan leve op til Sundhedsstyrelsens retningslinjer om at tjekke børnenes tænder mindst hvert andet år.
- Det er frustrerende, fordi vi ikke kan leve op til det, som børnene har ret og krav på, og at vi ikke kan lykkes med det, fordi vi ikke kan finde de medarbejdere, vi skal bruge. Det er frustrerende for os, men det er det jo i dén grad også for vores borgere, lyder det fra Jan Præstholm, der er direktør for uddannelse, børn og familie i Assens Kommune.
Men Assens Kommune er langt fra den eneste, som har svært ved at rekruttere tandplejefagligt personale. Aalborg har lige nu to ubesatte stillinger, og i Odense er det også en udfordring, når den kommunale tandpleje skal søge tandlæger og tandplejere, og man må ofte genopslå stillinger.
- Min oplevelse er, at Odense er med blandt Udkantsdanmark i forhold til tandplejere og tandlæger. Det lykkes som regel lige nu, men det må i al fald ikke blive værre, siger Irene Lund, der er overtandlæge i den kommunale tandpleje i Odense Kommune.
Tandplejen kan heller ikke indkalde børnene med det interval, der ville være mest optimal. Og det rammer skævt og går særligt ud over mere udsatte børn, fortæller overtandlægen.
- Hos nogle af de børn, hvor der i forvejen er udfordringer med mundpleje og kost, og hvor familien måske ikke er opmærksom på at henvende sig, er der en øget risiko for, at tandlægemanglen vil kunne få konsekvenser for børnenes tandsundhed, siger Irene Lund.
Ventetid betød skifte til det private
I Assens Kommune får tre ud af ti børn passet deres tænder af private tandlæger. To af dem er Kristina Gisselmann Hansens sønner.
Hendes sønner har begge astma, og den daglige medicin øger risikoen for tandsten. Derfor er det ekstra vigtigt for hende, at eftersynene foregår regelmæssigt.
- Vi var nået dertil, at vi ikke kunne få tider i tandplejen i Assens, og det var virkelig vigtigt for os, at de kom til tandlæge. Ikke fordi de fik huller, men vi kunne se, at der begyndte at komme mange tandsten, siger Kristina Gisselmann Hansen.
Assens Kommune tilbyder ekstraordinært, at børnenes tænder kan blive passet gratis hos private tandlæger. Og selv om det er en dyr løsning, ser direktøren for uddannelse, børn og familie i Assens Kommune ikke anden udvej.
- Så længe vi ikke kan indfri opgaven selv, er vi nødt til at lade andre gøre det. Det skal jo ikke ligge borgerne til last, siger Jan Præstholm.
Mangel går ud over tandsundhed
Manglen på hænder, der kan passe børnenes tænder, betyder, at mange kommuner er nødt til at kalde til tjek med længere mellemrum.
Og det har konsekvenser, lyder det fra Tandlægeforeningen.
- Det er ikke kun noget, vi tror, det er noget, vi ved: Hvis man øger intervallet for meget, så falder tandsundheden hos børnene, siger Susanne Egtoft Nielsen, der er formand for de offentligt ansatte tandlæger i Tandlægeforeningen.
Ud over at være formand i Tandlægeforeningen, er hun også klinikleder i Aalborg, hvor de lige nu har to ubesatte stillinger.
Danske børn har en unik tandsundhed, lyder det fra Danske Tandplejeres formand, Elisabeth Gregersen. Men det holder ikke nødvendigvis ved, advarer hun.
- Den tandsundhed, vi har i Danmark, risikerer at gå fløjten, og vi risikerer at få nogle generationer, som ikke får den samme tandsundhed, som vi har i dag. Og det vil være rigtig sørgeligt, for tandsundhed har betydning for hele kroppen og for kroniske sygdomme, siger Elisabeth Gregersen.
Opråb: Dyster fremtid
På foranledning af Assens Kommune har samtlige ti fynske kommuner og tre tandplejefaglige organisationer sendt et åbent brev til sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S), hvor de kalder fremtiden for 'dyster'.
Derfor appellerer de i fællesskab til, at der bliver skruet op for antallet af elever på tandlæge- og tandplejeskolerne.
- Jeg er helt sikker på, at Christiansborg-politikerne også synes, vores børn skal have sunde tænder, som følger dem helt ind i voksenlivet, siger formand for børn, familie og uddannelsesudvalget i Assens Kommune Pia Offer Madsen (V).
Sundhedsstyrelsen kalder det selv for et markant fald i antallet af tandlæger frem mod 2030.
Politikerne har ikke handlet rettidigt, når det handler om at skrue op for antallet af uddannelsespladser, mener formanden for de offentligt ansatte tandlæger i Tandlægeforeningen.
- Det er mange år siden, vi begyndte at gøre opmærksom på det her problem. Vi har forsøgt at sige det hvert eneste år i mange år på alle mulige måder, men nu begynder det ikke kun at være noget, vi siger, men nu er det rent faktisk et problem, vi ser, siger Susanne Egtoft Nielsen.
Politikere forventer øget optag
Antallet af nyoptagne tandlæger har de seneste år ligget stabilt på omkring 185 studerende.
I en politisk aftale fra i sommer besluttede politikerne, at der skal ligge en tandlægeskole i Hjørring.
Men selv om det ikke ligger endelig fast, at det også betyder flere pladser, er det Jane Heitmanns (V) forventning, at det vil give flere studiepladser. Hun er formand for Folketingets sundhedsudvalg.
- Vi har fra Venstre en klar forventning om, at den politiske aftale fra sidste sommer vil resultere i nye uddannelsespladser – også på tandlægeområdet, siger Jane Heitmann.
Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) skriver i et skriftligt svar til DR, at Regeringen ønsker, at der skal uddannes flere tandlæger.
- De to eksisterende tandlægeuddannelser i København og Aarhus er dog udfordret på deres uddannelseskapacitet. Derfor er der som en del af Aftale om flere og bedre uddannelser i hele Danmark afsat flere penge til at få uddannet flere tandlæger i hele Danmark, skriver han.
Der er afsat 200 millioner kroner til at etablere et nyt udbud af tandlægeuddannelsen.
Opdateret klokken 16.58 med skriftligt svar fra uddannelses- og forskningsminister, Jesper Petersen.