Advarselsskilte udbredes til hele landet: Udenlandsk kødpølse kan ødelægge for milliarder

Nu opruster Fødevarestyrelsen endnu en gang for at undgå afrikansk svinepest i Danmark.

Advarslerne står på mange sprog. Det er især lastbilchauffører fra Østeuropa, som Fødevarestyrelsen håber, ser skiltene. (Foto: Lukas Bjerg Christiansen - DR Fyn)

Du har måske allerede set skilte, der advarer mod afrikansk svinepest på de sønderjyske rastepladser. Men det næste stykke tid vil du kunne se dem blive sat op i resten af landet.

På Fyn bliver de sat op i dag, for det kan gå lynhurtigt, hvis det forkerte stykke pålæg ikke lander i skraldespanden.

I alt skal der sættes 630 skilte op i hele Danmark, oplyser Fødevarestyrelsen. Alene i Sønderjylland drejer det sig om 190 skilte.

Skiltene kommer til at stå langs alle motorveje og langs store hovedveje fra Limfjorden og ned til grænsen.

Planen er, at alle skilte er sat op inden nytår.

Flere steder i Europa er svin nemlig allerede blevet smittet af den afrikanske svinepest. Så hvis pålægget kommer fra et af de lande, og de fritgående vildsvin spiser det, så vil de blive smittet, og det vil efterfølgende kunne smitte de svin, vi ellers har i Danmark.

Eksemplet kan virke tænkt, men det er en meget alvorlig situation, fastslår både Landbrug & Fødevarer samt Fødevarestyrelsen.

- Risikoen er ikke så stor, til gengæld er konsekvenserne enorme, forklarer dyrlæge Lasse Holm og uddyber, at det vil koste mange milliarder kroner i tabt eksport.

- Derfor vil vi for alt i verden undgå, at det sker. Derfor gør vi alt, hvad vi kan for at udbrede kendskabet til risikoen.

Ud over skiltene, så vil der næste år blive sat et 70 kilometer langt hegn langs med den dansk tyske-grænse for at holde vildsvinene ude af Danmark.

Planen er, at alle skilte er sat op inden nytår.

Facebook
Twitter