Ærø Kommune ændrer mening: Somaliere er velkomne

Kommunen havde ønsket ikke at modtaget somaliere med henvisning til et tidligere piratgidsel. Nu bliver ønsket ændret.

Borgmester Jørgen Otto Jørgensen (S) siger nu, at Ærø også ønsker flygtninge fra Somalia.

Politikerne på Ærø ændrer nu kurs og hilser somaliske flygtninge velkommen.

Kommunen har ellers tidligere specifikt frabedt sig at modtage flygtninge fra Somalia med henvisning til det tidligere piratgidsel, Søren Lyngbjørn, som bor på øen.

Men Lyngbjørn er ligeglad, og derfor vil borgmester Jørgen Otto Jørgensen (S) nu ændre Ærøs ønsker.

- Jeg vil tage det her op, og hvis det kræver en korrektion, af det vi har fremsendt tidligere, så vil jeg drøfte det med de folk, som har sendt henvendelsen. Jeg tror ikke, at vi ikke ønsker somaliere, og så vil vi rette en ny henvendelse og sige, at det ikke længere er en frygt, vi nager, siger borgmesteren til

DR
Fyn.

Fejl i administrationen

Samme udmelding kommer fra 2. viceborgmester Anders Johansson (K). Han forstår godt, at kommunen vil tage hensyn til en borger, som har været gidsel. Men når det er imod Søren Lyngbjørns eget ønske, bør Ærø åbne armene.

- Når hovedpersonen giver udtryk for, at det er i orden, så synes jeg også godt, at vi kan åbne op, siger Anders Johansson til

DR
Fyn.

Søren Lyngbjørg forklarer, at kommunen på intet tidspunkt har hørt til hans ønsker. Det undrer den den konservative viceborgmester, men ifølge borgmesteren er der tale om en administrativ fejl.

- Det er ikke en politisk udmelding. Det er en administrativ vurdering, og jeg deler ikke bekymringen. Jeg tror godt, at ærøboerne kan skille banditterne fra den almindelige somalier. Det overrasker mig, at den bekymring har været til stede, siger Jørgen Otto Jørgensen.

Han forklarer, at kommunen tidligere har haft somaliere på øens asylcenter, og dengang var der ikke nogen problemer.

12.000 flygtninge i år

Ærø Kommunes forespørgsel er sket gennem de såkaldte visitationsønsker til flygtninge i 2015, som kommunerne kan sende Udlændingestyrelsen.

Styrelsen er ikke forpligtet til at efterkomme ønskerne, men forsøger at gøre det, hvis det er muligt.

I år fordeles omkring 12.000 flygtninge i landets 98 kommuner. 46 kommuner har sendt ønsker til, hvilken flygtninge-sammensætning de gerne vil modtage.

Du kan også selv gå på opdagelse i kommunernes visitationsskemaer for 2015 her.

Facebook
Twitter