Afskaf den gensidige forsørgerpligt! Nu har mere end 50.000 borgere skrevet under

Borgerforslaget om at afskaffe den gensidige forsørgerpligt vil nu blive fremsat i Folketinget.

Jessie Balslev blev ramt af sclerose i 2011, hvorefter hun måtte gå på førtidspension. På billedet står hun sammen med sin mand, Jacob Haldbo Balslev. (Foto: PRIVATFOTO)

Den gensidige forsørgerpligt skal droppes.

Det mener mere end 50.000 borgere, som har skrevet under på et borgerforslag. Dermed skal politikerne på Christiansborg nu tage stilling til forslaget.

En af de borgere, der har skrevet under, er Jessie Balslev, som bor på Ærø.

Hun arbejdede som lægesekretær indtil 2011, hvor hun blev ramt af sklerose og måtte gå på førtidspension.

Selvom hendes mand arbejder fuldtid, er de kommet i klemme i den gensidige forsørgerpligt. For hver gang Jessie Balslevs mand tjener mere end normalt, bliver hun trukket i sin pension.

Hvor den almindelige sats ligger på 16.044 kroner per måned før skat for førtidspensionister, har Jessie Balslev eksempelvis oplevet kun at få cirka 11.000 kroner før skat.

- Det er lidt svært, for når man har en arbejdsom mand, så bliver man trukket herfra og derfra og alle vegne. Vi er ligesom sat i bås sammen, så når han gør noget ekstra, så skal det gå ud over mig, fortæller Jessie Balslev.

'Det er ligesom en ond cirkel'

For familien Balslev betyder den gensidige forsørgerpligt, at selvom manden arbejder rigtig meget, så har de en konstant usikkerhed på økonomien.

- Jeg vil rigtig gerne have noget hjælp til at få gjort rent, fordi jeg har sklerose og er træt, men det har vi ikke råd til. Og jeg kan ikke få hjælp, fordi jeg har en rask mand, men han er jo aldrig hjemme, siger Jessie Balslev og fortsætter:

- Det er ligesom sådan en ond cirkel, hvor man bare bliver dunket i hovedet hver gang, man prøver at gøre noget ekstra.

Jessie Balslev drømmer om at hyre en til at komme og hjælpe med at gøre rent, så der bliver mere overskud til en cykeltur med børnene eller til at gøre noget andet med familien.

- I stedet for bare at være en træt og sur mor, der er irriteret over ens økonomi, siger hun.

Jessie Balslev sammen med deres to piger, Lykke på 6 år og Lærke på 10 år. (Foto: PRIVATFOTO)

Muligt at ændre loven

Ifølge Eva Naur Jensen, der er ekspert i socialret, er det muligt at ændre loven, så det ikke bliver en ulempe økonomisk at have en ægtefælle eller samlever.

- I forhold til retten til offentlige ydelser kan man give den uafhængigt af, om ægtefællen har en indtægt eller ej, siger hun.

For Jessie Balslev fra Ærø vil det være afgørende, hvis forslaget om at afskaffe den gensidige forsørgerpligt går igennem.

- Så vil det betyde, at jeg vil have en fast indkomst, og jeg vil kunne vide, hvad jeg har med at gøre, siger hun.

Uenighed i partierne

Men der er uenighed hos beskæftigelsesordførerne i partierne i Folketinget om forslaget til at afskaffe den gensidige forsørgerpligt.

Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører, Leif Lahn Jensen, siger, at de ikke går ind for en afskaffelse af den gensidige forsørgerpligt:

- Dem, der har mindst, skal have mest i pension, og hvis vi afskaffer den gensidige forsørgerpligt, vil det koste alt for mange penge.

Den tanke deler de hos Liberal Alliance, men de mener, at der er plads til forbedringer, forklarer beskæftigelsesordfører Alex Vanopslagh.

- Der, hvor vi er skeptiske, er i forhold til den kontrol, der er i nogle kommuner - i det man har kaldt dyneløfteri, hvor man intensivt blander sig i, om man har en sengepartner, og det synes vi er lidt uværdigt, siger han.

Hos det Radikale Venstre mener man ikke, at den gensidige forsørgerpligt bør afskaffes. To personers fælles udgifter er trods alt mindre end en enligs, forklarer beskæftigelsesordfører Samira Nawa.

- Jeg synes, det er helt fair, at når man bor sammen med en anden, som har en indtjening, så går man også tilsvarende ned i sin egen overførselsindkomst.

Socialistisk Folkeparti er i princippet imod gensidig forsørgerpligt, men de mener, at det skal ændres gradvist, forklarer beskæftigelsesordfører Karsten Hønge.

- Vi foreslår, at vi skal gå i gang med at afskaffe ægtefælleafhængigheden for førtidspensionister, fordi vi synes, at de er et andet sted i deres liv, hvor førtidspensionen direkte træder i stedet for en løn, som de ellers ville have tjent. For folkepensionister vil vi gerne bruge pengene på dem, der har allermindst, i stedet for en generel afskaffelse af ægtefælleafhængigheden, siger han.

Dansk Folkeparti er indtil videre hverken for eller imod, og Venstre og Konservative har endnu ikke tilkendegivet deres standpunkt.

Borgerforslaget skal nu fremsættes i Folketinget, og det vil gennemgå den samme behandlingsproces som almindelige forslag.