Afviste julehjælpsansøgere får gratis mad fra dagligvarebutikker

Et samarbejde skal mindske madspild og hjælpe fattige familier i julen.

Dansk Folkehjælp giver hvert år en kasse varer med 'Juleoverskud' i samarbejde med Rema 1000 og Stop Spild Af Mad. (Foto: Dansk Folkehjælp)

December er en dyr måned - specielt for dem, der ikke har så meget.

Behovet for julehjælp har været rekordstort i år, hvor over 47.000 på landsplan har søgt om julehjælp.

En af de organisationer, som uddeler julehjælp er Dansk Folkehjælp. I år giver de julehjælp til 9.540 familier, men med det store antal ansøgere har de samtidig måtte afvise 4.740 ansøgere.

- Det stiger jo år for år med indkomne ansøgninger. Allerede tilbage for to år siden, da man indførte 225-timers-reglen og kontanthjælpsloftet, så kunne man mærke en stigning, fortæller Anders Ryberg Olsen, der er formand for Dansk Folkehjælp i Odense.

Derfor vil Dansk Folkehjælp for tredje år i træk forsøge at hjælpe endnu flere julehjælpstrængende med initiativet ’Juleoverskud’. I samarbejde med Stop Spild Af Mad og Rema 1000 får yderligere 3020 afviste familier tildelt mad- og dagligvarer som en hjælp til julen.

Overskudsmad
  • 8.365 voksne og børn får mad- og dagligvarer via 'Juleoverskud'.
  • 302 Rema 1000 butikker deltager i 'Juleoverskud'.
  • Rema 1000 anslår at 30 ton, som ellers ville gå til spilde, uddeles til fattige familier.
  • Rema 1000 anslår værdien af overskudsmaden til 3 millioner kroner.
  • 900 frivillige hjælper med at uddele maden.

Initiativet skal mindske et madspild, som Rema 1000 anslår til omkring 30 ton, samtidig med at de mange varer skal hjælpe fattige familier.

- De lidt over 4000 som ikke har fået julehjælp, er blevet fravalgt ud fra nogle kriterier, men de kommer så med i den næste pulje, som hedder Juleoverskud, siger Anders Ryberg Olsen.

Dansk Folkehjælp udvælger de 3.020 familier, som den 23. december klokken 19 får tildelt overskudsvarer fra butikken og varer, som er tæt på udløbsdatoen.

- De her familier bliver så glade for at modtage. Mange af de familier har reelt ingenting, siger Anders Ryberg Olsen, der er formand for Dansk Folkehjælp i Odense.

Hver enkelt butikschef bestemmer over, hvad der skal i kasserne med juleoverskud. Det kunne for eksempel være glaskartofler, appelsiner, salat, æbler, pålæg, rugbrød og måske en and eller flæskesteg. Derudover får de ti udvalgte familier i hver Rema 1000 også et gavekort på 200 kroner.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på fyn@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.