Akutlæge offer i ulykke for to år siden: Nu vil hun gerne takke hjælperne

En voldsom solo-ulykke har sat sine spor i akutlægen Lisa Seest Nielsen, som nu har behov for at få sat et punktum i sagen.

Lisa Seest Nielsen i sin akutlægebil to år efter. Selv om ulykken har sat sit præg på Lisa, kører hun stadig ud med akutlægebilen.

Den 26. april blev en skæbnesvanger dag for udrykningslæge Lisa Seest Nielsen.

- Jeg tænker på den 26. april som noget ekstra tid, jeg er blevet givet. Vi kunne lige så godt have været døde den dag, min lægeassistent og jeg, siger hun.

Vi rammer ind i et skilt og tager tre runder på taget, inden vi lander på hjulene igen på lægebilen.

Lisa Seest Nielsen, Akutlæge

Ulykken, hun taler om, skete for præcis to år siden. Hun var på vej i akutbil fra Kolding til en afkørsel syd for Vejle for at yde hjælp ved en anden ulykke sammen med sin lægeassistent.

Akutbilen drønede afsted med 180 kilometer i timen, men pludselig ændrede et vejrskifte med voldsom hagl deres planer på et splitsekund ud for Skærup Rasteplads. Haglen kom så pludseligt, at de ikke nåede at reagere.

- Det fungerer fuldstændig ligesom aquaplanning eller meget glat føre, så derfor skrider bilen tværs henover alle tre spor på motorvejen. Vi rammer ind i et skilt og tager tre runder på taget, inden vi lander på hjulene igen på lægebilen, fortæller Lisa Seest Nielsen.

Hurtig hjælp af forbipasserende

Hurtigt kom folk Lisa Seest Nielsen og hendes assistent til undsætning. En familie i en lastbil, en forbipasserende stewardesse og en ung mand var de første på ulykkesstedet.

- Lige umiddelbart efter jeg er kommet ud af bilen, kommer der en ung mand, der siger: ’Jeg skal støtte dit hoved, og du skal ned at ligge’, og det havde han jo fuldstændig ret i.

Men Lisa Seest Nielsen var i choktilstand og nægtede at lægge sig ned på jorden, fordi der lå fem centimeter hagl.

- Det er rigtig svært at hjælpe en person, der siger nej, der endda har et skilt på ryggen, hvor der står læge.

I stedet kommer Lisa Seest Nielsen og hendes assistent ind i en anden forbipasserendes bil og får en snak og får ro på. Hun ved ikke andet om den forbipasserende, end at hun er stewardesse og bor i Juelsminde.

Derudover var der også en familie med en lille pige, som har indprintet sig i Lisa Seest Nielsens bevidsthed. De kom ogå hen for at se, om de Lisa og hendes assistent var i god behold.

Siden den skæbnesvangre dag har ønsket om at få sagt tak til de forbipasserende hjælpere fyldt i Lisa Seest Nielsens tanker.

- Jeg ville så gerne have haft kontakt med de tre, der faktisk kom og hjalp os og var så søde, siger hun.

I et håb om at finde disse mennesker og få sagt tak, skrev Lisa Seest Nielsen en mail til DR Fyn, hvori der blandt andet stod:
"Der var folk som standsede og hjalp os. Jeg har et ønske om at kunne takke disse mennesker, for vi var ikke nemme at hjælpe. [...]
I anledning af at det nu er 2 år siden jeg fik givet noget ekstra tid, og hvad det nu medfører af ændringer for livet, kunne jeg godt tænke mig hjælp til at formidle en tak til de tre der hjalp."

Vigtigt at få sagt tak

Netop det at få sagt tak til folk, der har hjulpet i forbindelse med eksempelvis en ulykke, er vigtigt, når man skal sætte punktum for en traumatisk oplevelse, mener Else Marie Buck, der er afgående landsformand for Offerrådgivningen i Danmark.

- Den der taknemmelighed over, at man har overlevet og er kommet videre i det forløb, er vigtigt. Takken er ligesom, at man har fået placeret nogle af de tanker, man har gået med. Der var nogen, der hjalp mig, og der var nogen, der tænkte på mig og var der for mig, siger hun.

Og det er er ikke kun ofrene, men også dem som har ydet førstehjælp, som kan have brug for at få sat et punktum eller måske have glæde af at få et tak.

- De, der har set det og har været vidner, skal også være opmærksom på de reaktioner eller det tankemylder, de har, efter sådan en oplevelse, og de er også velkommen til at kontakte Offerrådgivningen, forklarer Else Marie Buck.

Vigtigt at vi tager os af hinanden

Det, at de første på stedet stoppede op for at hjælpe Lisa Seest Nielsen og hendes assistent, har gjort stort indtryk på Lisa Seest Nielsen.

- Det betyder rigtig meget for mig, både som udrykningsperson i denne her trafikulykke, men også generelt, når jeg kommer ud som akutlæge, at vi tager os af hinanden, og at vi tør gå hen og være i en situation, hvor det måske kan være svært eller se farligt ud, siger hun.

Udrykningslægen er på mange måder kommet videre efter den voldsomme ulykke på motorvejen for to år siden, men oplevelsen har sat sine spor.

- Der ligger en grundlæggende taknemmelighed for, at jeg fik lov til at være her. Blandt andet har det medført, at jeg har besluttet mig for, at der ikke er nogle fødselsdage, der er så små, så de ikke skal fejres, så jeg holder fødselsdag med gæster hvert eneste år.

Offerrådgivningen

- Kun 7 procent af dem der henvender sig til Offerrådgivningen har relation til en ulykke.

- Offerrådgivningen arbejder på at flere ofre efter ulykker får øje på muligheden for hjælp.

- Offerrådgivningen har tavshedspligt.

- Man kan finde mere info på www.offerraadgivning.dk

Kilde: Offerrådgivningen

Nu mangler Lisa Seest Nielsen bare at få sagt tak til en stewardesse fra Juelsminde, en ung mand og en familie, der hjalp hende, da akutbilen med 180 kilometer i timen forulykkede på motorvejen.
Kender du de hjælpsomme forbipasserende eller er du måske en af dem, så send en mail til fyn@dr.dk.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på fyn@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.