Amalie udviklede angst efter fald fra studentervogn: Digital behandling hjalp hende igennem

Internetpsykiatrien behandler angst og depression online. Behandlingen er udelukkende digital - og så virker det.

Amalie Finnemann Sørensen viser den app, der har været en del af hendes digitale behandling. (Foto: Alexander Aagaard © DR)

Amalie Finnemann Sørensen står foran trapperne på Odense Hovedbanegård. Et sted der indtil for nyligt gjorde hende rædselsslagen - men via behandling gennem et online behandlingsprogram, en app og skriftlig kontakt med en psykolog, er frygten ved at være fortid. Det var den dog ikke sidste efterår.

- Jeg har det forfærdeligt. Jeg kan mærke, hvordan min puls stiger og jeg begynder at svede. Når jeg kommer tættere på trapperne bliver mine ben ligesom helt hårde og meget svære at flytte.

Amalies krop er i alarmberedskab. Hun er så bange for at falde, at hun skal kæmpe indædt, hvis hun skal op eller ned af trapper.

- Alle tankerne kommer; får jeg sat en fod forkert, så falder jeg. Når jeg har mødt de her trapper her, så har det været sindssygt frustrerende. Jeg har følt, at jeg ikke rigtig kunne komme rundt som alle andre kan.

Frygten kommer ikke ud af ingenting. Amalie Finnemann Sørensen har tidligere prøvet at slå sig voldsomt - i 2013 falder hun ud af en kørende studentervogn.

- Lågen bag på studentervognen sprang op, da vi kørte med 60 kilometer i timen og så faldt jeg ud. Den oplevelse og det traume fik jeg efterfølgende ikke noget hjælp til at bearbejde.

Oplevelsen begynder for fire år siden at stikke sit ansigt frem. Amalie begynder at blive bange for at falde.

- Der er et eller andet, der har trigget, at jeg pludseligt er bange for at falde, når jeg for eksempel går på trapper. Det er meget det her med at glide, falde og slå sig - og der er jo langt ned, så der er lang vej at falde.

Mødet med internetpsykiatrien

Det bliver så slemt, at hun gerne vil have hjælp. Ad omveje får Amalie kontakt til Internetpsykiatrien. Det gør mange andre også.

Sidste år var Internetpsykiatrien for første gang et landsdækkende tilbud. Og den digitale behandling er god for patienterne, fortæller klinikleder Ulla Damgaard-Sørensen.

- Når man bliver grebet i en angst eller depression, så føles livet håbløst, fortæller klinikleder hos Internetpsykiatrien, Ulla Damgaard-Sørensen, hvor de behandler angst og depression digitalt. (Foto: Sophie Baltzer © DR)

- Vi ved, det virker. Hvis vi kigger på evidens og sammenligner med den traditionelle form for behandling, så performer vi ligeså godt. Forskning har igennem mange år vist, at vi skaber lige så gode resultater ved det online forløb.

Det er langt fra alle patienter, der kan behandles online. Udgangspunktet er patienter med let til moderat depression eller angst.

Så når patienterne har ansøgt online, er første skridt at afklare om patienten passer til forløbet via en forsamtale, fortæller Ulla Damgaard- Sørensen.

- Det vil sige, der er en videokonsultation, og efter den vil vores psykologer afgøre, om vi vil tilbyde behandling.

Teamet består af 8 psykologer og en håndfuld andre medarbejdere. Sidste år gennemførte de knap 1200 forsamtaler og tilbød flere end 600 patienter behandling. Og ventetiden er kort i internetpsykiatrien, fortæller kliniklederen:

- Man kan møde sin psykolog til en forsamtale om eftermiddagen, og så kan du faktisk være i gang med behandling om eftermiddagen. Så typisk tilbyder vi behandling inden for 24 timer, og ventetiden på en forsamtale svinger mellem 20 og 30 dage.

Kan måske forkorte ventetider andre steder

Det er ventetider, du ikke ser mange andre steder i psykiatrien. I Sundhedsstyrelsens oplæg til en 10-års plan for psykiatrien står der, at ventetiden på at se en psykolog med en lægehenvisning er steget fra fem uger i 2019 til mere end 16 uger i 2021.

Ulla Damgaard-Sørensen mener, at Internetpsykiatrien kan være med til at gøre nedbringe ventetiden.

- Vi begyndte i oktober måned at tælle, hvor mange der søger vores tilbud, fordi de samtidigt står på venteliste eller mødte lange ventelister, og jeg har ikke opgørelsen endnu, men det er mange gange, vi har trykket på den knap.

Hos Danske Regioner er der stor opmærksomhed på Internetpsykiatrien efter de gode erfaringer fra det første år som tilbud i alle fem regioner. Sådan lyder det fra formand for Psykiatriudvalget i Danske Regioner, Lars Gaardhøj (S).

- Erfaringerne er gode, og der er et kæmpe potentiale. Og vokser efterspørgslen, så er jeg sikker på, at vi også vil se på, om vi kan skrue op. Men jeg tror også det er vigtigt at sige, at det handler både om at vi styrker det digitale, men det handler også om, at vi få løftet psykiatrien og det, vi kender.

En digital kur mod angsten

Amalie Finnemann Sørensen har ikke hørt om internetpsykiatrien før, da hun i 2021 søger om behandling her. Og lige først er tanken om en udelukkende digital behandling lidt sær.

- Jeg kan huske, at jeg syntes det var lidt mærkeligt - kan man godt få hjælp på den måde? Men til videosamtalen mødte jeg den psykolog, der skulle følge mig og det var rart at få et ansigt på, så jeg vidste, at der var et menneske bag.

Efter det savner Amalie overhovedet ikke fysisk fremmøde eller kontakt i sin behandling. Gennem programmets videoer, tekster, øvelser og dagbøger får Amalie det bedre.

- I praksis var det meget det her med, at når jeg bevægede mig hen mod trappen, så sagde jeg til mig selv: Okay - jeg kan godt. Og jeg holdt meget fast i gelænderet, for det var en sejr for mig bare at komme ned ad trappen.

Med redskaberne fra behandlingsforløbet hos Internetpsykiatrien kan hun i dag både komme op og ned ad trappen uden de store problemer. Det betyder også, at Amalie Finnemann Sørensen i dag har så godt styr på sin angst, at den ikke bestemmer over hendes færden:

- Det føles helt mærkeligt, at jeg bare kan gå på trapper - det er en vildt fed følelse. Det er jo ikke længere tid siden end oktober, hvor jeg første gang kom ned af trapper uden at holde ved gelænderet og hvor jeg rystede helt vildt, da jeg kom ned. Så det er vildt fedt.