Angie bruger mundbind i toget: 'Godt man selv kan bestemme'

Det er en god idé at anbefale mundbind, lyder det fra togpassagerer. Det er dog ikke alle, der bruger dem.

På perronen i Odense står Angie Mari Davidsen med mundbind. Hun har valgt at tage et på, fordi hun arbejder i hjemmeplejen. (Foto: Trine Rødkær)

Du skal huske et mundbind, hvis du skal med bus eller tog i myldretiden.

Sådan lyder anbefalingen fra Sundhedsstyrelsen, der blev meldt ud i fredags.

Men har danskerne taget anbefalingen til sig i mandagens morgentrafik?

På Odense Banegård Center stod Angie Mari Davidsen og ventede på toget med et mundbind på.

Alligevel mener hun, at det er godt med en anbefaling og ikke et krav.

- Jeg kan ikke se det dårlige ved at bruge mundbind. Men jeg synes, det er rart, at det er en anbefaling, så man selv kan bestemme, om man vil det eller ej. Særligt når man selv skal betale for det, siger hun og forklarer, hvorfor hun har valgt at bruge mundbind:

- Jeg arbejder på et plejehjem. Derfor har jeg også et ansvar for at gøre alt, hvad jeg kan, for ikke at tage smitte med derhen.

Også Maja Foged stod klar med mundbind. Hun håber, at der bliver tale om et decideret påbud.

- Man er nødt til at følge de anbefalinger, der kommer. Jeg håber også, at man indfører det som et påbud. En anbefaling kan man ikke bruge til noget, for hvis der er en, der ikke bruger det, men som rent faktisk smitter, kan man ikke bruge en anbefaling til noget, siger hun.

Skal tage det seriøst

Her til morgen er det langt fra alle passagerer, der har haft et mundbind på.

I Viborg var DR Midt & Vests reporter til stede i en halv time. I den periode var der fem personer, der bar mundbind.

En af dem, der ikke har nået af anskaffe sig et, er Knud Nielsen.

- Jeg har ikke købt mundbind endnu. Men det er min plan, at jeg skal have mundbind, fordi der på nogle af afgangene er mange mennesker, siger han.

På Fredericia Station var Magnus Christensen blandt de få, der bar mundbind.

- Vi bliver bare nødt til at tage det seriøst. Anden runde kommer snart i min optik, og det bliver vi bare nødt til at komme i forkøbet, siger Magnus Kristensen.

Han fortæller, at de øvrige passagerer kiggede lidt ekstra på ham, fordi det endnu ikke er en norm at bære maske i toget.

- Men jeg føler mig tryg. Jeg ved, at vi alle skal gøre en indsats for at få det i ro, siger Magnus Kristensen.

I 7-Eleven på Fredericia Station har der været et par enkelte kunder med mundbind på, blandt andet fra Italien, fortæller Mette Herlufsen, der arbejder i butikken.

Hun har netop udsolgt af mundbind og får først nye forsyninger på onsdag.

Artiklen fortsætter under grafikken.

Godt, vi prøver det af

Tilbage på perronen i Odense står pendleren Trine Knudsen med et mundbind i lommen og tager bestik af, hvor mange passagerer der er med i toget.

Todor Gergenov har ikke mundbind med. Men hvis der kommer for mange mennesker med togene, vil han overveje at anskaffe sig et. (Foto: Trine Rødkær)

- Jeg ser lige situationen an - hvis der er mange, tager jeg det på. Men som der begynder at komme flere og flere med togene, tror jeg automatisk, vi begynder at tage det på, siger hun.

En, som ikke havde et mundbind med sig, var Todor Gergenov. Han synes ikke, der for alvor er trængsel i togene endnu. Men når der bliver det, er han klar til at tage et på.

Også selvom der har været meget snak om effekten af mundbind.

- Der har været forskellige teorier om, hvorvidt mundbind er effektive mod den slags virus. Men better safe than sorry. Det kan ikke skade, så jeg synes, det giver mening, at vi prøver det, siger han.

Facebook
Twitter